Bøger skrevet af Asger Liebst

Asger Liebst
I mit barndomshjem, et rækkehus i Gladsaxe, kastede PH-lampen sit blide lys over spisebordet og de kulturradikale tanker, som mine forældre opflaskede mig med. Midt i det hele indtraf tresserne med ufatteligt gode tider og frit valg på samtlige varehylder. Alt dette – fritænkningen, forstaden og forbrugsboomet – skulle komme til at præge både mit almindelige arbejdsliv og mit forfatterskab. Jeg har livet igennem arbejdet med tekst, billeder og kommunikation. Som forlagsredaktør, reklamechef, kommunikationsrådgiver, journalist, webredaktør – og sideløbende med disse job som forfatter. Min opvækst i Gladsaxe under den store højkonjunktur er baggrund for krøniken Drømmen om Gladsaxe, som udkom i 2006. Krøniken er dog ingen selvbiografi, men et bredt billede af stedet, tiden og nogle fremtrædende kommercielle og politiske aktører. I den beslægtede bog Forræderi på første klasse (2008) går jeg en generation tilbage og udforsker mellemkrigstidens og besættelsens højreekstremisme i en anden københavnsk forstad, Gentofte. Min fascination af forbrug og reklame har gennem årtier resulteret i en række undervisningsbøger om reklameanalyse – og i lystlæsningsværket Reklamens århundrede fra 2009. Jeg har desuden skrevet bøger om New York og såmænd en om Malmö. Og der er flere bøger på vej. Foto: Morten Holtum"

Fulde navn: Asger Liebst