Bøger skrevet af SJ Hooks

SJ Hooks
Forfatteren SJ Hooks er dansk og bor i Odense, men skriver på engelsk og har efterhånden slået sit navn fast som forfatter af erotisk kærlighedslitteratur. Det hele startede - præcis som EL James, forfatteren til Fifty Shades of Grey, på en hjemmeside for fanfiction, hvor SJ Hooks under navnet SheViking begyndte at skrive erotiske kærlighedshistorier baseret på Twilight-romanerne. Som studerende og enlig mor til to skrev hun historierne på sin bærbare hjemme i sofaen i Odense og uploadede historien et kapitel ad gangen - ofte flere om ugen. Læserskaren voksede, SJ Hooks fik sine egne fans og følgere, og snart fik et amerikansk forlag øjnene op for hendes populære historier, da havde hun mere end 2 millioner læsere verden over. SJ Hooks har med sin bachelor i engelsk litteratur og kandidat i Amerikanske Studier dyrket sin interesse for det engelske sprog, denne interesse var også grunden til, at hun valgte at skrive sine bøger på engelsk. SJ Hooks har udgivet bøgerne ”Absolute Beginners” og ”Absolute Lovers”, der også er udgivet som en samlet roman i USA under navnet ”An Absolute Novel”. Historierne følger forholdet mellem professoren, Stephen Worthington og studinen, Julia Wilde. Utraditionelt er bøgerne skrevet fra den mandlige hovedpersons synsvinkel, og SJ Hooks beskriver karakteren, som en lidt nørdet type, der ikke altid har haft det så let med det modsatte køn – en oplevelse, som hun mener, mange vil kunne identificere sig med. Bøgerne er efterfølgende blevet populære i Danmark, men SJ Hooks er flere gange blevet spurgt ind til danske udgaver af bøgerne. Et dansk forlag har nu taget teten, og SJ Hooks’ bøger er nu endelig udkommet på dansk. Udover ”Absolute” bøgerne, blev bogen ”Uden forbehold” udgivet i oktober 2017. Bogen følger Abigail Winters, en single mor, der er endt i en økonomisk hård situation. Hun møder den rige og flotte, Simon Thorne, der giver hende et tilbud, som hun ikke har råd til at afslå. Romanerne af SJ Hooks er en del af den undergenre til kærlighedslitteratur, der på dansk kaldes for ”moderne kærlighedshistorier”. Det er historier, der ofte handler om personer, der lever i samme tidsperiode, som forfatteren. Genren kendetegnes også ved mere komplekse handlingsforløb og realistiske karakterer, som mange kan identificere sig selv med. Foto: Stine Heilmann

Fulde navn: SJ Hooks