’LOCKDOWN’ BOOSTER SALGET AF GAVER HOS BOG & IDÉ

Danskerne sender flere gaver til hinanden under corona-nedlukningen. Sådan lyder det fra Danmarks største boghandlerkæde, Bog & idé, som under den såkaldte ’lockdown’ har oplevet en massiv stigning i antallet af gavebestillinger online. I marts måned ramte omsætningen på bog-ide.dk indeks 373. For april ligger den indtil videre på indeks 477 og det skyldes bl.a. en stigning i gavesalget:

”Vi har rigtig mange kunder, som kontakter os med ønske om at sende en gave til én de har kær”, fortæller adm. direktør for Bog & idé, Marianne Lyngby Pedersen. ”Der er bl.a. mange eksempler på bedsteforældre, der gerne vil forsøde tiden for deres børnebørn med lidt hygge i form af malebøger og puslespil.”

Ny kundetype i webshoppen

Den store efterspørgsel på at sende gaver har også givet ekstra travlhed i Bog & idés kundeservice. Antallet af mails og indgående opkald er steget med over 500% sammenlignet med perioden inden nedlukningen, hvilket ifølge Marianne Lyngby Pedersen også skyldes, at en nye type kunder har meldt sig på banen online:

”Vi oplever, at der er langt flere ældre, som giver sig i kast med at shoppe online, fordi mange butikker er lukkede. De skal lige lære den digitale købeoplevelse at kende, og her hjælper vi dem naturligvis gerne på både telefon og mail”, siger Marianne Lyngby Pedersen.

”Vi havde bl.a. en ældre dame igennem på telefonen, som gerne ville sende hendes veninde på plejehjemmet et lille puslespil, nu hvor hun ikke kunne besøge hende. En venlig tanke i en måske ensom tid. Og det er vi jo glade for at kunne hjælpe med – det giver mening”, udtaler Marianne Lyngby Pedersen.

’Send en gave’ vækstet eksplosivt

Den store give-lyst kommer også til udtryk ved en voldsom vækst i Bog & idés ’Send en gave’-koncept, som giver danskerne mulighed for at få sendt en boggave, et brætspil eller noget andet til en de holder af.

”Vores koncept ’Send en gave’ er oplagt i denne tid, hvor vi gerne vil glæde dem vi holder af, men skal holde afstand”, lyder det fra Marianne Lyngby Pedersen, der kan fortælle at ’Send en gave’-konceptet under lockdown-perioden har ligget med et indeks på næsten 1.000.

”Jeg tror, det er et udtryk for, at danskerne søger nærheden på en anden måde. Hos Bog & idé sørger vi så for at gøre oplevelsen personlig ved at vedlægge et håndskrevet kort og pakke gaven pænt ind, præcis som kunden ellers ville gøre det selv”, fortæller Marianne Lyngby Pedersen.

Særligt én bestemt vare har været ekstremt populær i nedlukningsperioden, også som gave. Det er nemlig puslespil, som Bog & idé har solgt mere end 31.000 stk. af. Det svarer til at der i de danske hjem tilsammen lige nu bliver lagt 31.238.222 brikker.