Som utrolig stor fan af UNO, der uden tvivl er et af de spil, jeg har spillet allermest i løbet af mit liv, så glædede jeg mig helt vildt til at få opfølgeren DOS i hånden – men jeg var også meget skeptisk over for, om der kunne laves en ordentlig opfølger til så populært et spil. DOS adskiller sig på mange måder fra UNO, men har alligevel det samme udtryk og dermed er der en følelse af genkendelighed. Reglerne er en af de ting, der er meget anderledes end UNO, og det er en ret stor fordel set med mine øjne, fordi der ikke er den store chance for, at man kommer til at blande reglerne for de to spil sammen.
Ligesom i UNO handler det om at komme af med alle sine kort først. Forskellen er dog, at det i DOS primært handler om at matche tallene. Man kan lave et single match, hvor man smider et kort med det samme tal, og man kan lave et double match, hvor man smider to kort med tal, der tilsammen giver det tal, der ligger i bunken på bordet. Hvis man både matcher på tal og farve, så udløser det en bonus. Og så er det selvfølgelig vigtigt, at du råber DOS, når du har to kort tilbage på hånden – dette viste sig hurtigt at være den sværeste regel at vænne sig til for den gruppe, jeg spillede med. Jeg var rigtig godt underholdt, da jeg spillede DOS første gang, og jeg endte med hurtigt at spille det mange gange, fordi det er så nemt at gå til – nøjagtigt som UNO. Det er et godt alternativ til et højtelsket spil, hvilket har betydet, at det allerede er blevet et spil, jeg har i tankerne, når der skal findes et hurtigt og samtidig sjovt kortspil frem. Jeg kan varmt anbefale det.
