Svenskekrigene

Det dansk-svenske arvefjendskab, som i vore dage udkæmpes på fodboldbanen og i debatter om indvandring og alkoholpolitik, var i slutningen af 1650’erne anderledes blodigt.  Europa slikkede stadig sårene efter den udmarvende Trediveårskrig (1618-1648), og selvom nationalstaternes grænser var blevet lagt fast ved Den Westfalske Fred, skulle kampen om magten i Norden først nu til at tage sin begyndelse. Dette er baggrunden for Karl Gustav-Krigene (1657-1660).   I den veloplagt fortalte "Svenskekrigene" følger læseren fra første parket, hvordan hele Danmark – som dengang også talte Norge – i et skæbnesvangert øjeblik var uhyggeligt tæt på at falde i den svenske konges hænder. ”Svenskekrigene” fortæller med både overblik og øje for detaljen, hvordan det især var herredømmet over Øresund og dermed den lukrative Øresundstold, svenskerne tragtede efter. Sverige var militært og økonomisk Danmark overlegen, og fra et svensk besat Jylland kunne man i den strenge vinter 1657/58 gå over isen og indtage først Fyn og derpå Sjælland. Erobringen af København og dermed en endegyldig sejr over Danmark var indenfor rækkevidde.  At den danske hovedstad ikke blev erobret og Danmark dermed ikke en svensk provins, skyldes en række personer fra kongehus, adel og militær. ”Svenskekrigene” præsenterer på kyndig og medrivende vis læseren for dette galleri af stærke personligheder: Blandt andre den farverige, men politisk ukyndige Christian IV. Hans intellektuelle og indadvendte søn, Frederik III, der kun ved et tilfælde bliver konge. Den begavede, men svigefulde Corfitz Ulfeldt, der fra sin position som ægtemand til kongens yndlingsdatter, Leonora Christine, aldrig holder sig tilbage fra at indgå en forræderisk handel, hvis den kan gavne hans egne interesser.   De dansk-svenske krige er imidlertid ikke noget, der kun angår samfundets øverste lag. "Svenskekrigene" skildrer malende krigens gru set fra ganske almindelige menneskers synsvinkel: De svenske soldater trækker et sandt blodspor af voldtægt og mord på kvinder og børn efter sig på de isbelagte veje mod København.  Undervejs bliver de dog mødt af hårdhændet modstand, fordi modige civile sætter livet ind på at smide svenskerne på porten, og "Svenskekrigene" fortæller ud fra historiske kilder om blandt andre den navnkundige ”snaphane”, Svend Poulsen: Gøngehøvdingen.  Modstanden ændrede dog ikke ved, at Danmark mistede Halland, Skåne og Blekinge. Danmarks deroute som kolonimagt havde taget sin begyndelse.  Et ”missing link” i Danmarkshistorien. De senere år har budt på fornyet interesse for Svenskekrigenes baggrund, reformationstiden og trediveårskrigen samt på Danmarks endelige undergang som storpolitisk sværvægter i 1864. ”Svenskekrigene” udgør den manglende brik i det danmarkshistoriske puslespil, idet bogen medrivende og velskrevet beretter, hvordan Danmark blev det land, vi kender i dag.  Lars Christensen (født 1970) er ph.d. i historie og har skrevet flere bøger.