I 1993 flygtede Maky Amiri med sin familie fra borgerkrigen i Afghanistan. Hun forlod et liv, hun elskede, og et godt job som fysik- og kemilærer og viceskoleleder på en pigeskole i Kabul. Efter to år på flugt kom hun og hendes mand til Danmark, hvor de har levet siden.I ”En flygtning på sporet af det danske liv,” tager forfatteren læserne med til sin barndoms og ungdoms Kabul. Men først og fremmest fortæller hun i bogen om sin mangeårige vedholdende kamp for at blive integreret og accepteret på det danske arbejdsmarked på lige fod med danskerne. Det har ikke været let, selv om hun både har taget en dansk pædagoguddannelse og senere uddannet sig til meritlærer i fysik, kemi og biologi.Bogen beskriver alle de forhindringer og barrierer for den gode integration, som Maky Amiri selv har oplevet, og som hun finder uhensigtsmæssige og urimelige. Derfor er hendes bog ikke kun en erindringsbog, men også en debatbog, der henvender sig til alle, som interesserer sig for udlændingepolitik og integration.Maky Amiri er en af dem, politikere og journalister taler om, men sjældent med: En muslimsk kvinde, som går med tørklæde, bor i en såkaldte ghetto - Bispehaven i Aarhus - og har været afhængig af overførselsindkomst i lange perioder. I ”En flygtning på sporet af det danske liv” er det hende, der tager ordet: ”Ingen forlader sit hjemland for sjov. De fleste holder som jeg af deres egen kultur og elsker deres eget land og vil helst leve dér, præcis som de fleste danskere har det med Danmark. Så lad være med at hakke på os hele tiden og stop al den snak om, at nydanskere nasser på samfundet, at alle er på kontanthjælp og den slags. Vi bidrager også til samfundet, uanset om vi er på arbejdsmarkedet eller ej,” skriver hun i sit forord.En flygtning på sporet af det danske liv er skrevet af Maky Amiri i samarbejde med journalist Ulla Skovsbøl. De har mødt hinanden i netværket Kvindemuseets Kulturmøder i Aarhus, der oprindeligt er stiftet af KVINFO. Analytiker i KVINFO Cheralyn Mealor har skrevet efterskrift.