Jeg er lige blevet færdig med at læse digtsamlingen ”Vidunderligt Glitrende” af Anne Mari Borchert. Ærligt har jeg en del blandede følelser vedrørende digtene. Jeg synes ærligt, digtene kan være stødende at læse, da den iscenesætter pigerne på en speciel måde. Den handler overordnet om fascination og kritik af modellerne fra det store tv-show ”America’s Next Top Model”. Digtene er opstillede som breve til de deltagende modeller, samt til Tyra, som er dommer og skaber af ”America’s Next Top Model”. I disse breve udtrykker hun stærke følelser og holdninger over for modellerne. Efter at have læst de første digte, synes jeg personligt, at digtene er meget cringe. Ja, endda stødende. Jeg forstillede mig, en person i en kælder, der fantaserede om disse modeller. Digtene er også til tider vulgære og pinlige at læse. Borchert fremstår som en kvindeelskende entusiast, som udelukkende fantasere om disse kvinder. Men som jeg læste videre, fandt jeg ud af, hvor forkert mine tanker var. Jeg fandt ud af, at Anne Mari Borchert ikke ser pigerne i det lys, som man i starten forstiller sig. ”Vidunderligt Glitrende” handler ikke bare om, hvordan modellerne opførte sig under programmet. Nej, Borchert fremstiller modellerne som selvstændige og stærke kvinder, der forsøger at kæmpe sig frem til den store scene i modelbranchen, hvilket skulle være et af de hårdeste karrierevalg baseret på konkurrence. Som model skal man konstant kæmpe for at vise, man er den bedste – og kun på den måde får man succes. Og samtidig med digtene udtrykker hver af modellernes styrker, kritiserer den også hårdt de modeller, der ikke arbejder fair. Igennem ”Vidunderligt Glitrende” påpeger Borchert også nogle ting fra showet, som man ikke selv havde overvejet eller tænkt over. Derved kaster hun et nyt lys over tv-programmet og gør det til mere, end hvad folk ser det som. Hun forbedrer på en måde selve programmet. Så hvis man er interesseret i digte, er digtsamlingen ”Vidunderligt Glitrende” et rigtigt godt valg. Man skal ikke lade sig skræmme af de første digte, da man efterhånden får helt andre tanker og højst sandsynligt finder ud af, man tog ligeså meget fejl, som jeg fandt ud af, jeg gjorde.

Vidunderligt glitrende, som er skrevet af Anne Mari Borchert, er en enorm spændende og lidt forunderlig digtsamling. Digtsamlingen består af ene relativt korte breve skrevet til forskellige udvalgte modeller igennem de 22 sæsoner af America´s Next Top Model. I gennem hele læseperioden, havde og har jeg stadig svært ved at kategorisere digtsamlingen, simpelthen fordi at jeg næsten finder det helt neutralt skrevet. Altså ikke komplekst neutral, fordi der fremmes en del påpegning af seksualitet, hvor forfatteren skriver og henvender sig til Kim, hvor der direkte bliver skrevet til Kim, at hun var en af jeg-personens første forelskelser. Jeg-personen er ikke direkte præsenteret, men jeg har personligt selv tolket denne person til at være forfatteren. Jeg mener, at forfatteren skriver om sig selv, sine tanker og følelser, da det hele virker så oprigtigt, selvfølgelig, kan det også være, at forfatteren ”blot” er dygtig til at skrive, men jeg oplever virkelig en ægthed i digtene. Så ud fra min egen tolkning, så er Borchert jeg-personen selv, hvor hun her eksperimenterer med seksualiteten. Dette er jeg sikker på, helt sikkert ville kunne virke provokerende på nogle læsere, men personligt provokerer Borchert ikke mig. Den måde Borchert fremstiller de forskellige modeller på, synes jeg fungerer rigtigt godt, hun lader det lidt være op til læseren, men hun giver klart en hentydning til, hvordan hun mener de her personer skal forstås. Jeg synes, at modellerne bliver fremstillet som stærke og modige unge mennesker, som forsøger at arbejde sig igennem og op i denne barske karriere, trods mindre bump og udfordringer på vejen. Så alt i alt, har denne digtsamling ikke fanget mig helt, dog vil jeg sagtens kunne anbefale den til andre eventuelle læsere. Dog vil jeg mene, at det kræver en eller anden forståelse for programmet, bare man har en ide om konceptet, så kan den sagtens læses, Derudover tror jeg læsningen kunne være endnu mere spændende, hvis man rent faktisk gik op i ANTM, så man ved, hvilke modeller Borchert henvender sig til igennem brevene, måske det er denne del, der tabte mig, altså at jeg ikke kendte modellernes navne. Ellers spændende nytænkt digtsamling.

Digtsamlingen ”hvedekorn” er et forunderligt indblik ind i Anne Mari Borcherts pigeunivers. Der bliver sat ord på de tanker der kan opstå under en betagelse af andre kvinder, som virker inspirerende og succesrige. Digteren skriver om et ekstremt pigede univers, som ” the next top model” er. Jo længere jeg læste i digtsamlingen, jo mere gik det op for mig at digteren skriver om sine yndlingspersoner fra serien. Det virker nærmest som om, at hun er romantisk tiltrukket af modellerne. Digtsamlingen kan sammenlignes med fanfiction, uden sådan rigtig at være det. Borchert beskriver situationer med modellerne, og fortæller om hvordan hun oplevede det. Jeg synes derfor det er en meget anderledes digtsamling, end dem vi er vant til at se, fordi den ligger på grænsen mellem digt og fanfiction. Hun sætter tanker i gang hos læseren, jeg havde personligt selv 100 spørgsmål efter jeg havde læst første del. Mange af spørgsmålene fik jeg heldigvis besvaret jo længere jeg kom, men jeg sidder stadig tilbage med mange spørgsmål. I starten var jeg eks. meget forvirret over, hvordan hun valgte de modeller som hun skrev om. Jeg undrede mig over, om det var folk fra samme sæson, folk der var blevet uretfærdigt behandlet eller? Jeg fandt frem til, at det var hendes yndlingsmodeller gennem flere sæsoner. Hun skriver nærvest en hyldest til hver af modellerne. Jeg tror på, at serien har haft en helt bestemt betydning for hende som person, måske har den været med til at udvikle hende som menneske. Det er en digtsamling med masser af kærlighed, derfor synes jeg også, vi skal læse den med masser af kærlighed. Dette er en perfekt digtsamling for dig, som måske ikke normalt læser digte. Den udfordrer vores måde at se digte på, og sætter tanker i vores hoveder undervejs, som vi læser den. Det er en digtsamling, som vi alle kan relatere til i en vis grad, vi har alle følt os inspireret og betaget af andre før. Mange kender til den guilty pleasure at blive fuldstændig sugede ind i det dramaunivers som reality rummer. Derfor synes jeg, at hvis du er på udkig efter en digtsamling at læse, så er det her du skal finde den.