1864-serien

Forfatteren Tom Buk-Swienty fik et uventet hit, da han i 2008 udgav bogen ”Slagtebænk Dybbøl” om Danmarks krig mod Tyskland i 1864. Han fulgte hurtigt bogen op med ”Dommedag Als”, der også blev et hit hos læserne, og senere kom ”1864 i billeder”, der er rig sjældne fotos fra 1864. I 2013 blev bøgerne til en dyr tv-serie på DR af Ole Bornedal. Serien kunne dog ikke måle sig med Tom Buk-Swientys gennemresearchede bøger. ”Slagtebænk Dybbøl” er en medrivende, dokumentarisk beretning om Danmarks krig mod to tyske stormagter, Prøjsen og Østrig i 1864 – om vejen til Dybbøl og om det politiske spil i København og Berlin under krigen. Men først og fremmest er det en fortælling om de soldater, officerer, feltlæger og krigskorrespondenter, der oplevede krigen og det blodige slag den 18. april 1864. Opfølgeren ”Dommedag Als” er lige så medrivende og handler om det blodige slag på Als, der afgjorde krigen, og om seks nervepirrende måneder, hvor Danmarks eksistens stod på spil. Under heftige kampe flygtede den danske hær til Fyn. I København, der i al hast blev befæstet, udbrød panik. Ville Danmark gå under? ”Dommedag Als” er et selvstændigt værk om Danmarks nærdødsoplevelse, men kan også læses som en efterfølger til ”Slagtebænk Dybbøl” De to værker er en fortælling om krig og fred, en beretning, der på dansk side starter med fatal selvovervurdering og ender i et morads af tab og smerte. Tom Buk-Swienty afsluttede sin trilogi med billedbogen ”1864 i billeder”, der er en rigt illustreret fortælling om den skæbnesvangre dansk-tyske krig i 1864. Krigens historie rulles op i korte kapitler og billedtekster. Bogen kan læses som individuelt værk, men for de særligt interesserede er den et berigende supplement til forfatterens to øvrige prisbelønnede dokumentariske værker. En af figurerne i ”Slagtebænk Dybbøl” er Wilhelm Dinesen, der bedre er kendt som Karen Blixens far. Tom Buk-Swienty blev så fascineret af Dinesens historie, at han siden har udgivet et to-binds værk om hans liv: ”Kaptajn Dinesen: Ild og vand”, og ”Kaptajn Dinesen: Til døden os skiller”. Disse blev igen opfulgt af et værk om to af hans børn ”Tommy og Tanne”. Tanne er selvfølgelig hans i dag mere kendte datter Karen Blixen.

Titel: 1864-serien