Jordens søjler

Ken Follett er forfatteren bag den episke middelalderfortælling, ”Jordens Søjler”, som omhandler opførelsen af en katedral i den fiktive by Kingsbridge, England i midten af 1100-tallet. Vi følger begivenhederne, karaktererne og deres op- og nedture alt imens bygningen af katedralen danner baggrund for handlingen. Vi møder mange spændende karakterer og bliver trukket igennem følelsesregistret. Bogen er detaljeret, spændende, og skrevet i et fængslende sprog, som holder læseren fast hele vejen igennem. Før udgivelsen af ”Jordens Søjler” i 1989, var Ken Follett mest kendt for at skrive spændingsromaner, men hans bøger bærer ofte præg af en historisk interesse, og med denne bog folder han virkelig sine litterære talenter indenfor det historiske ud. Ken Follett har på verdensplan solgt mere end 150 millioner eksemplarer af sine bøger. I 2007 udkom efterfølgeren ”Uendelige verden”, som handlingsmæssigt foregår ca. 150 år efter begivenhederne i ”Jordens søjler”. Igen danner Kingsbridge og katedralen centrum for bogens historie. Begge bøger er omfangsrige i både længde og indhold, og læseren bliver belønnet med nogle fantastiske og fængslende historier. Ken Follett har annonceret, at der er flere bind på vej. Begge bøger er filmatiseret til tv-serier.

Titel: Jordens søjler