Lene Jensen og Michael Sander

En rig arving til et verdensomspændende dansk industriimperium finder en dvd i sin afdøde fars pengeskab. Filmoptagelserne viser en organiseret menneskejagt, der ender med en ung mands død. Filmen kan ødelægge arvingens renomé og familiens eftermæle, så hun hyrer ekspolitimand og ekssoldat Michael Sander til diskret at identificere offer og bødler. Sander hvirvles ind i en gådefuld og bizar verden med menneskesafarier, organiseret af en gruppe jægere og veteraner fra Balkan og Afghanistan og rigmænd med herrefolksmentalitet, der kræver bestandigt farligere adspredelser. Under opklaringen indleder Michael Sander et problematisk samarbejde med politikommissær Lene Jensen fra Rigspolitiet, der både efterforsker et mystisk selvmord begået af en veteran fra Den Kongelige Livgarde, og prøver at hævne mishandlingen og voldtægten af sin datter. Michael Sander og Lene Jensen er af natur ensomme ulve, men tvinges til at opbyde al deres kunnen og erfaring for at overleve den næste menneskejagt, hvor de selv er de jagede. Det bliver starten til en lang række romaner med makkerparret Lene Jensen og Michael Sander. Forfatteren Steffen Jacobsen fik sit store gennembrud med ”Trofæ”. ”Trofæ” blev opfulgt af romanerne ”Gengældelsen”, ”Et bjerg af løgne” og ”Enhjørningen”, der alle har makkerparret Lene Jensen og Michael Sander i hovedrollerne.

Titel: Lene Jensen og Michael Sander