Ruth Galloway

Krimiserien om Ruth Galloway er ikke som de fleste andre krimier. Vores hovedperson er nemlig ikke den klassiske politiefterforsker – hun er arkæolog og biologisk antropolog med speciale i gamle knogler. I serien assisterer hun politiet med forskellige sager, som alle har det til fælles, at der er fundet rester af gamle knogler. Qua sin store viden kan hun hjælpe med at tidsbestemme knoglerne, og lede politiet i den rigtige retning. Serien vil helt sikkert appellerer til historie-, arkæologi, og religionsinteresserede, men kan naturligvis også læses og nydes af alle, der nyder en god krimi. Ruth Galloway er ikke som den klassiske krimihovedperson, og det giver et rigtig forfriskende pust. Der er ikke tale om krimier i højt tempo, men mere langsomt udviklende plots, som giver læserne et spændende indblik i diverse arkæologiske emner. Alle bøgerne i serien tager udgangspunkt i en konkret sag, og har et forskelligt arkæologisk og historisk perspektiv, og sagerne trækker tråde til forskellige tidsperioder. Ikke alene er de spændende, de er også lærerige og informative, for alle som ønsker, at lære noget om den fælles forhistorie, som vi alle deler. Serien er skrevet af den britiske forfatter Elly Griffiths, som faktisk er et pseudonym for Dominica de Rosa. Bøgerne er blevet til på baggrund af en familieferie, hvor Dominicas mand fortalte hende om, at de forhistoriske mennesker troede, at marsklandet var helligt. I løbet af kort tid formede den første bog om Ruth Galloway sig i forfatterens hoved, og resten er historie. Der er indtil videre skrevet 11 bøger på engelsk i serien, hvoraf de 4 første er oversat til dansk.

Titel: Ruth Galloway