Martha Christensen

Martha Johanne Christensen (1926 - 1995) var en dansk forfatter. Hun blev født 12. juni 1926 i Holsted i Sydvestjylland. Hendes far var smed. Egentlig ville hun gerne have været bibliotekar, da hun allerede som ung holdt af bøger og af at skrive, men hun uddannede sig først på handelsskole, og læste dernæst på seminariet. Hun valgte i stedet at blive fritidspædagog. Efter et års arbejde på et børnehjem i Norge kom Martha Christensen til "Svanegården" i Odense. Her havde hun sin livslange gerning som fritidspædagog, indtil hun valgte at gå på pension og hellige sig skriveriet som 60-årig i 1986. Martha Christensen boede de sidste mange år sammen med en veninde på en lille stråtækt bondegård i landsbyen Millinge ved Falsled på Sydfyn. Hun døde 3. januar 1995 efter lang tids sygdom – uden at efterlade sig nogen børn. Martha Christensen fik udgivet en række digte og noveller i tidsskriftet Vild Hvede i årene 1949-51. Hun debuterede som romanforfatter i 1962 med "Vær god ved Remond", om en åndssvag dreng, der bliver anbragt på et børnehjem. Det var ikke mindst i sit arbejde som fritidspædagog, at Martha Christensen hentede stoffet til sine bøger. Hun skrev om og med sympati for samfundets "stille eksistenser", de svage og socialt udstødte. I 1988 modtog hun De Gyldne Laurbær for romanen Dansen med Regitze. Kasper Rostrups filmatisering af "Dansen med Regitze" i 1989 med Ghita Nørby og Frits Helmuth i hovedrollerne blev en stor succes. I 1989 blev hun den første vinder af Bog & idés Martha pris, der er opkaldt efter hende. Foto: Ebbe Andersen