Pjotr Nikolajevitch Krasnov var en russisk officer og forfatter, som blev født i Skt. Petersborg 22. september (10. september efter gl.russisk tid) 1869. Familien havde gennem flere generationer været soldater og officerer, og den unge Krasnov fulgte i deres fodspor. Han var tidligt interesseret i litteratur og militærhistorie: allerede som 22-årig udgav han artikler og bøger både af militærhistorisk indhold og romaner. Under bokseropstanden i Kina var han korrespondent for militærbladet "Russki Invalid" og senere rapporterede han fra den russisk-japanske krig. Samtidig med den litterære virksomhed steg han stadig i graderne, og da revolutionen brød ud i lys lue i 1917, blev han leder af de styrker, der skulle bekæmpe bolsjevikkerne. Krasnov blev imidlertid fanget, men løsladt mod løfte om at indstille sin antibolsjevikiske virksomhed. Et løfte, som han ikke holdt: han flygtede til Don-gebetet, opslog sig til ataman over Don-kosakkerne, erklærede Don-gebetet selvstændigt og dannede en hær på 40.000 mand. Da han imidlertid i 1919 ikke blev genvalgt som ataman, flygtede han til Tyskland, og i 1923 videre til Frankrig, hvor han blev leder af en antikommunistisk organisation. Samtidig fortsatte han sin litterære virksomhed, og udgav i mellemkrigstiden et hav af romaner og militærhistoriske værker. Mange blev oversat til alverdens sprog, på dansk foreligger dog vistnok kun "Fra zarørnen til den røde fane". Under 2. verdenskrig tilsluttede Krasnov sig Nazityskland ud fra en forestilling om, at han derved kunne være med til at bekæmpe kommunismen. Hans sidste militære opgave blev at bistå Mussolini i Italien; en mission, der endte med hans overgivelse til de britiske styrker i Wien, med løfte om som hviderussisk emigrant ikke at blive udleveret til Sovjet. I 1945 blev han alligevel udleveret sammen med omkring 2500 andre som et led i en "byttehandel". Den 17. januar 1947 blev han hængt i Lefortovo-fængslet i Moskva.