Sigurd Barrett
Sigurd Barrett født 20. januar 1967, forfatter, musiker og entertainer. Sigurd Barrett har været omringet af musik fra en tidlig alder. Han spillede klaver for første gang som 2-årig, og skrev sin første sang som 6-årig. I 1985 tog han musisk studentereksamen fra Viborg Katedralskole, og efterfølgende tog han kandidateksamen som cand.phil. i musikvidenskab fra Aarhus Universitet, med speciale i russisk rock. Sigurd Barrett er bl.a. kendt fra en lang række af tv-programmer som ”Sigurds bjørnetime”, ”Hit med sangen” og ”Sigurds ulvetime”. Sigurd Barrett har også udgivet mange musikalbums siden 1984. I 1989 debuterede Sigurd Barrett med bogen ”500 debile djorks”. Siden er det blevet til mange bøger, især for børn – bøgerne har ofte støttet op omkring de populære tv-programmer, som Sigurd Barrett også lavede – blandt de mange herlige børnebøger kan nævnes ”Spidsnæserne på skattejagt”, ”Spidsnæserne i Fjolleby”, ”Spidsnæsernes tur til månen”, ”Sigurd fortæller godnathistorier” og ”Bjørnen bjørn klæder sig ud”. Sigurd Barrett har modtaget Guldplader, og en platinplade, forskellige legater og priser, bl.a. Rasmus Klump-prisen i 2004. Sigurd Barrett er udnævnt til Børneambassadør for Radiosymfoniorkesteret og ambassadør for Børnehjælpedagen og SOS-Børnebyerne. Foto: Sigurd Barrett
