Mørke bøger til efteråret
Når dagene bliver kortere, og mørket falder tidligere på, er det oplagt at finde bøger frem med lidt mere mystik, uhygge og mørke. Efteråret passer perfekt til historier om hjemsøgte steder, hemmeligheder, gamle universiteter, hekse, forbandelser og magi, der ikke altid er helt ufarlig.
Her har vi samlet bøger til dig, der gerne vil have en mørkere læseoplevelse i efteråret. Fra horror og gys til dark academia og fortællinger fyldt med hekse og mørk magi.
Når mørket gemmer sig mellem bogreolerne
Gamle universiteter, mørke biblioteker, hemmelige selskaber og karakterer, der bliver opslugt af ambitioner, viden eller hinanden. Dark academia kombinerer ofte smukke akademiske miljøer med mysterier, rivalisering og en langt mørkere side under overfladen.
Her ligger uhyggen ikke nødvendigvis i det overnaturlige, men i hemmelighederne, besættelsen og de valg, karaktererne træffer, når jagten på viden eller anerkendelse begynder at tage over.