Unlikable narrator

Derfor bliver vi ved med at læse om dem

Hvis en karakter kun er irriterende, lukker læseren bogen. Derfor kræver den usympatiske fortæller noget særligt af forfatteren. Karakteren skal stadig være fascinerende nok til, at vi vil følge dem – også når de opfører sig forfærdeligt.

Ofte har disse karakterer:

• En stærk fortællerstemme
  
• Skarp humor eller brutal ærlighed
  
• Psykologisk dybde
  
• Kaotiske eller uforudsigelige handlinger
  
• Et stort ego eller et kompliceret indre liv
  

I Yellowface af R.F. Kuang følger vi en protagonist, der er misundelig, opportunistisk og moralsk tvivlsom, men samtidig så desperat efter succes, at hun føles ubehageligt realistisk. I Donna Tartts The Secret History bliver læseren draget ind i en gruppe elitære og moralsk fordærvede studerende, hvor ingen egentlig er gode mennesker – og det er netop dét, der gør historien så dragende.

Den usympatiske fortæller fungerer altså ikke, fordi vi nødvendigvis kan lide dem. De fungerer, fordi de vækker en reaktion i os. Vi bliver frustrerede over dem, fascinerede af dem og nogle gange endda imod vores vilje investerede i deres historier.

Karakterfejl gør udvikling interessant

En af de største styrker ved den usympatiske fortæller er, at karakterudvikling faktisk føles ægte. Hvis en hovedperson starter som perfekt, er der sjældent plads til reel forandring. Mange af de mest interessante protagonister begynder som vrede, egoistiske, umodne eller socialt utilpassede mennesker, og netop derfor bliver deres udvikling spændende at følge.

Det ser man blandt andet i:

• Katniss Everdeen i The Hunger Games
  
• Eleanor i Eleanor Oliphant Is Completely Fine
  
• Fortælleren i My Year of Rest and Relaxation
  
• Eileen i Ottessa Moshfeghs Eileen
  

Katniss er et godt eksempel på, hvordan en karakter ikke behøver være “behagelig” for at være stærk. Hun er traumatisk påvirket, konstant i alarmberedskab og ofte mere optaget af overlevelse end af relationer. Men netop de fejl gør hende troværdig. Hun føles som et menneske under ekstremt pres – ikke som en perfekt helt skrevet til at imponere læseren.

Når karakterer får lov til at være egoistiske, bitre eller følelsesmæssigt utilgængelige, opstår der plads til reel udvikling. De kan fejle. De kan skade andre. Og de kan – måske – lære noget af det.

Problemet med den “perfekte” hovedperson

Mange moderne historier virker næsten bange for at lade deres hovedpersoner være oprigtigt fejlbarlige. Karakterer stopper ofte op for at forklare deres egne fejl eller forsikre læseren om, at de godt ved, noget er problematisk. Resultatet kan blive protagonister, der føles mere optagede af at blive liket end af faktisk at være mennesker.

Den usympatiske fortæller gør det modsatte. Her får karakteren lov til at være grim, selvmodsigende og ubehagelig uden konstant at skulle undskylde for det.

Det er netop derfor, mange læsere stadig vender tilbage til bøger som:

• Fight Club af Chuck Palahniuk
  
• The Secret History af Donna Tartt
  
• American Psycho af Bret Easton Ellis
  
• Gone Girl af Gillian Flynn
  

Disse bøger stoler på læseren. De forsøger ikke hele tiden at forklare, hvordan man skal føle omkring karaktererne. I stedet giver de plads til kompleksitet og lader læseren selv navigere i ubehaget.

Litteratur bliver ofte stærkest, når den tør vise menneskers mørkere sider uden at gøre dem simple.