Kim Faber og Janni Pedersen er aktuelle med sjette bind i serien om Juncker, og de er allerede i gang med at planlægge den næste. Men det succesfulde forfatterpar har fået en ny følgesvend: Sygdommen Parkinson.
Mennesker tæt på havde længe haft en fornemmelse.
Noget var anderledes. For familien blev det for alvor tydeligt, da de i 2024 var på ferie i Afrika.
Kim Faber kender kontinentet godt og har ikke bare visa-stemplerne til at bevise det; igennem hans roste features i Politiken fulgte læserne i næsten halvandet årti med i hiv-smittede Esther Tibasiimas liv i Uganda.
Nu havde han og Janni Pedersen, hustru og forfatter-makker, inviteret deres voksne børn og svigerbørn med til Uganda. Men den sædvanlige rejseleder gik pludselig bagerst. Alfahannen trak sig. Det var på tide, at ungdommen tog over, lød hans halvhjertede forklaring.
”Der var det tydeligt … ikke så meget for mig selv, måske. Jo, jeg kunne godt mærke, at jeg var blevet lidt langsommere i bevægelserne, og min stemme var blevet mere hæs, og i det hele taget trak jeg mig lidt tilbage.
Janni husker tydeligt stemningen på rejsen.
”Det var en vekselvirkning mellem ”er han ved at tabe den, hvor er den store logistiske chef?” og så dig selv, der sagde ”jeg trak mig, fordi nu er det måske også ved at være tid til, at børnene tager noget ansvar”. Du havde været førerhunden, og det var du bestemt ikke mere”.
Forud var gået en periode, hvor Kims hænder var begyndt at ryste mere og mere, en tilstand han først tilskrev sine sitrende gener.
”Både min far og farfar rystede på hænderne, Jeg har rystet på hænderne det meste af mit liv, men så begyndte det at blive værre. Jeg gik jeg til lægen og blev undersøgt - også for Parkinson, men man vurderede, at det var det, der hedder essentiel tremor eller rystesyge, hvilket er en ret almindelig og uskadelig, men også irriterende lidelse. Den er ret svær at gøre noget ved, og man behandler primært med betablokkere”, fortæller Kim, der var lettet, men stadig generet. Når han satte sig ved tastaturet for at skrive, måtte han nogle gange sidde og vente et kvarter, trække vejret dybt og få hænderne nok i ro til at kunne skrive.
Han var i gang med parrets femte bind, Løgner, i krimiserien om Juncker. Debut-romanen "Vinterland" udkom i 2019 og landede med et gedigent brag. Bogen vandt Det Danske Kriminalakademis Debutantpris, og serien er solgt til udgivelse i 10 lande. Kim er den primære skribent i makkerskabet, mens Janni støder til, når hun har fri fra sit job som vært og kriminalreporter på TV2.
Så i første omgang bekymrede de sig først og fremmest om at komme af med denne forsinkende gene.
”Der var en nyere behandlingsmetode, som hedder MR-guidet fokuseret ultralyd, hvor man går ind i et bestemt center i hjernen og slår nogle nervebaner ihjel ved med ultralyd at varme dem op til over 60 grader. Det laver de på Skejby, hvor køen er lang, eller man kan selv betale for at få det lavet på et privathospital. Og det gjorde jeg så. Man kan kun få behandlet én side ad gangen, og jeg valgte venstre hjernehalvdel og dermed min højre hånd”, fortæller Kim.
Operationen lykkes
I sommeren 2023 lagde han sig ind i MR-scanneren og kunne med kronraget hoved og en særlig hjelm følge med i, hvordan behandlingen minut for minut begyndte at virke.
”Det var vildt at se, hvor meget det hjalp. Man ligger der i skanneren i to en halv time og skal tegne cirkler undervejs, og man kan med det blotte øje se, hvordan højre hånd bliver mere rolig”, fortæller Kim, der havde datteren Nana med som sekundant. Janni var i Aalborg, hvor hun som vært på et kriminalmagasin på TV2 skulle dække første dag i Mia Skadhauge-sagen.
”Jeg kan huske, at jeg bare sad og tænkte på, at jeg skulle ud i pausen og ringe til jer, og så sad I på en rasteplads og facetimede, og vi sad bare alle sammen og tudede. Det var meget kontrastfyldt at sidde i en dramatisk retssag og så have hovedet ovre hos jer”.
Men ultralyds-succesen var en stakket frist.
For efter Afrika-rejsen stod det klart, at der var noget andet galt med Kim. Han havde også tabt sig meget.
Janni:
”Vores svigerdatter er meget handlingsorienteret, og hun var sådan ”det er Parkinson, han skal til læge”. Jeg gik jo i det hver dag og havde kendt til rystelserne i lang tid, så jeg havde ikke lagt mærke til det på samme måde”.
Kim:
”Jeg havde også i forbindelse med rystesygen været ved neurologer, som havde sagt, det ikke var Parkinson”.
Janni:
”Så er der en dag i sommeren 2024, hvor vi er ude og høre musik, det var på Tønder Festival, og jeg kigger op på dig og tænker ”er du ked af det? er du bange?”. Jeg trak dig til side og sagde ”hvad er der galt?”, ”ikke noget”, sagde du. Det var der, jeg første gang så det der Parkinson-mimik-ansigt, som du får i hviletilstand nu.
Diagnosen
Nu måtte den tidligere anfører for det danske volleyball-landshold indse, at der var noget galt, og det blev bekræftet gennem en CT-skanning: Han havde fået Parkinson. En sygdom, der på medicin.dk beskrives således: En neurologisk sygdom, som er karakteriseret ved motoriske symptomer med langsomme bevægelser, muskelstivhed og hvilerysten, senere også gang- og balanceproblemer. Årsagen er tab af nerveceller, som ligger i hjernestammen og som producerer signalstoffet dopamin.
” Mine værste symptomer er rysten på venstre hånd og en stivhed i kroppen, når jeg har siddet eller ligget et stykke tid. Når jeg rejser mig, har jeg det som første gang, jeg på ungdomslandsholdet blev tævet igennem på en træningslejr. Vi kunne ikke gå forlæns ned af trappen, fordi vi var så ømme”, fortæller Kim, der denne tirsdag formiddag ellers nemt kan forveksles med en rask 70-årig mand. Der går et stykke tid, inden man bemærker den karakteristiske nølen i sprog og bevægelser. Med elitesportsmandens determination har han sat sig for at tage kampen op.
”Jeg ved, hvad jeg har at kæmpe imod, og jeg ved også hvad jeg skal gøre, og det er meget op til mig selv at holde mig i gang. Jeg går på et træningshold for Parkinson-patienter, går til Parkinson-boksning, har håndvægte og laver armstrækninger derhjemme og spiller padel om fredagen med min søn. Og så bor vi jo på 4. sal og har hund, så jeg rører mig temmelig meget”, fortæller han.
”Nogle gange undrer jeg mig over, at jeg psykisk ikke har reageret voldsommere på det. Jeg kan selvfølgelig blive ked af det og tænke, hvor længe kan jeg blive ved med det, jeg laver, men grundlæggende har jeg en stor tro på, at jeg nok skal klare den. Jeg tror næsten, det er hårdere at være pårørende.”
Janni:
”Da du havde fået diagnosen, blev jeg rigtigt ked af det. Men så var der den dag, hvor jeg var ude i kolonihaven, og du havde skrevet to eller tre kapitler og sendte dem til mig. Da jeg havde læst dem, stortudede jeg. Fordi jeg kunne se, at du stadig kunne skrive. Jeg havde jo nået at tænke ”hvad nu hvis du ikke kunne skrive mere?”. Jeg vil ikke skrive sammen med en anden. Så ville Juncker-serien dø, for det er dig, der er den”.
Kim:
”Det er jo også det, jeg selv er mest bange for: at forsvinde som den jeg er. Og ende som en zombie, der sidder ovre i krogen og ryster.
Janni:
”Så der var enormt meget symbolik i de tre kapitler. De viste mig, at Kim stadig var sig selv”.
Sure gamle mænd
Det sjette bind i serien, Styx, landede hos boghandlerne den 19. marts. Forsinket af livet, der servede en skruebold til Kim, men helt i stil med de forrige bestsellere; en kompleks handling syet ind i vores samtid. Inden for et døgn bliver to bandemedlemmer dræbt i København, begge skudt i øjet og den første tese er, at bandekrigen er blusset op igen. Men så dræbes en tredje mand, en idealistisk sygeplejerske, på samme måde…
Kim:
”Vi har en ambition hver gang om at skrive sådan en Agatha Christie-agtig krimi med ét spor, ét plot, og så går det altid helt bananas, og nu er vi oppe på syv mord i én bog”, fortæller Kim.
Parret er allerede i gang med at se frem mod bind 7 og 8, for Parkinson-medicinen virker, og det seneste halve år har Kim kunnet arbejde, som han plejer. I de kommende bøger kommer de til at udforske fænomenet ”gamle sure mænd”.
”Mænd er interessante som karakterer, for det er nærmest stereotypt, hvilke ting vi slås med. Det handler meget om forholdet til vores fædre, og jeg tror, at mange af os, der bliver gamle lige nu, har levet med fædre, der var pressede af udviklingen, af kvindernes frigørelse. Den har de haft svært ved at håndtere, og den vanskelighed har de i vid udstrækning givet videre til deres sønner, som så slås med efterveerne”, siger Kim, der ser meget af sig selv i den noget indesluttede kriminalkommissær Juncker. Janni supplerer:
”Det kan godt være, at Juncker er off og en gammel, sur mand, men noget af det, jeg bedst kan lide ved ham, og som jeg godt kan lide ved dig, Kim, er, at selv om vejen derhen godt kan være snirklet, så har man i Juncker – og i dig – verdens bedste ven. Du kan godt være en kæmpeidiot, der kan gøre en pisseusikker, men når man er på røven, så er du der”.
Juncker skal i de kommende bøger udvikle forholdet til sin søn og børnebørn. Ligesom i Kim og Jannis liv bliver familien stadig vigtigere. Med alderen er kommet en ny taknemlighed, fortæller Janni.
”Da Vinterland udkom, fik priser og blev solgt til alle mulige lande, kunne jeg nærmest ikke mærke det, for så skulle jeg på arbejde, og så kom der valg, og så skulle jeg dække en stor retssag. Jeg har stået og sagt ”uh jeg er så taknemmelig uden faktisk at kunne mærke det”. Det er først nu, jeg kan mærke det. Jeg er taknemlig for, at vi qua bøgerne har fået en økonomisk formåen, som gør, at vi kan hjælpe vores børn på en måde, som vi aldrig er blevet hjulpet. Jeg er virkelig taknemlig for, at de bøger og det at folk har gidet at læse dem har givet os nogle åndehuller, vi ikke ville have haft. Så den taknemlighed, som jeg skulle vise, da vi udkom og undervejs, kan jeg faktisk først mærke nu.”
Faktaboks
Kim Faber og Janni Pedersen er aktuelle med sjette bind i serien om politikommissær Martin Juncker og Signe Kristiansen, Styx. Parret debuterede som krimiforfattere i 2019 med udgivelsen af Vinterland og fik Det Danske Kriminalakademis Debutantpris. Serien er solgt til udgivelse i 10 lande
Kim er tidligere journalist på Politiken. Janni Pedersen er vært på TV2.
