Sfinxen

Ingemann var ikke kun salmedigter, men skrev også medrivende noveller, der undertiden hører til i fantasy- eller gys og gru-genren. Af de fire noveller i hans samling "Eventyr og fortællinger" fra 1820, der her foreligger med titlen "Sfinxen", er titelnovellem måske den mest interessante foren nutidslæser. Arkiv for Dansk Litteratur skriver i sin præsentation af Ingemann:

Inspirationen til "Sphinxen" er litterær, nemlig E.T.A. Hoffmanns "Der goldene Topf" (1814-15). Her er splittelsen, identitetsforvirringen og derealiseringen vidt fremskreden: Hovedpersonen Arnold oplever, at han former sin skæbne ved at skrive den - hvis det da er ham og ikke hovedpersonen i Hoffmanns fortælling, der er på færde. Ikke kun han selv, men også hans omgivelser og medmennesker rummer så mange lag, at han er nær ved at blive afsindig. Først da han opgiver at forstå den mangetydige virkelighed, reddes han fra det truende vanvid. Tilmed vinder han sin elskede Cordula, der formulerer betingelsen for deres forening: "mig skal Ingen see, uden den, som troer paa mig og elsker mig, uden at forstaae mig". Men prisen er høj: Han må afvise det borgerlige samfund, overvinde sine ønsker om magt eller ære og bekæmpe den fysiske erotik..
Det centrale tema i Eventyr og Fortællinger er individets splittelse mellem den sanselige og den åndelige verden. I barndommens umiddelbare lykke er dobbeltheden uproblematisk, men vi udrives af denne harmoni ved forstanden, seksualdriften og den sociale ambition. For den voksne er det livsopgaven at forædle disse tre typer begær til hengivelse, i form af troen, kærligheden og den kunstneriske fantasi. Derved genvindes barndommens tabte paradis, tilmed på et højere plan, fordi først erfaringerne fra kampen mod fristelserne giver harmonien dybde. Skønt teksterne postulerer en sådan afsluttende harmoni, er deres hovedemne dissonansen og splittelsen.