Note om afskaffelsen af de politiske partier

"I vores såkaldte tekniske epoke er kampe mod vindmøller de eneste, vi ved, hvordan skal udkæmpes.”
Det
her oversatte essay af Simone Weil indeholder hendes afvisning af
partiånden og partitagen overhovedet i de demokratiske samfund. Med
grusom ironi spidder hun de demokratiske samfunds
kerneinstitution: "Partierne er en vidunderlig mekanisme, som på det
nationale plan sørger for, at ikke en eneste ånd kan henlede sin
opmærksomhed på den indsats, der består i at forstå hvad der er godt,
retfærdigt og sandt i de offentlige anliggender.” Gennem en sylespids
analyse konkluderer hun, at de totalitære strømninger der i hendes
samtid løb gennem det nazistiske og det kommunistiske parti, ikke blot
er historiske undtagelser, men er definerende for ethvert politisk
parti.
Simone Weil levede fra 1909 til 1943, og
hendes liv og skrifter minder os om, at tænkning er noget alle
mennesker kan bedrive, for så vidt de tager udøvelsen af dømmekraften
alvorligt. Hun læste filosofi på det franske eliteuniversitet Ecole Normale Superière på samme årgang som Simone de Beauvoir,
der var misundelig på hendes store medfølelse. Da krigen brød ud
flygtede hun til London, hvor hun døde i en selvbestaltet sultestrejke
som 34-årig. I et brev til hendes mor, kaldte Albert Camus Weil for “vor
tids eneste store ånd”.