Flugten fra Utøya af Patrick Piscot Resume: Puuh… Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal begynde. I den seneste tid. har jeg set filmen “22. July”, der lige nu kører på netflix; en meget rørende og tankevækkende film. Derefter gik jeg videre til filmen der hedder “UTØYA 22. juli”, hvorefter jeg så en hel del dokumentarer fortalt fra nogle af de overlevende. Derfor, da jeg fandt denne bog, der er skrevet af danskeren: Patrick Piscot, som var der på denne forfærdelige dag, kunne jeg ikke lade vær med at købe den. Patrick fortæller ikke kun hvad der skete under angrebet på Utøya, men også lidt om hvordan hans liv var før og hvordan det senere ændrede sig. Han fortæller bla. meget om hans sorg af hans venner, hvordan hans opførelse ændrede sig og hvad han ellers oplevede efterfølgende fx. interviews i Danmark, hans musik og hans venskaber... Tanker om bogen: Sproget er let men den får dig også til at tænke og lader dig lære Patrick Piscot at kende. Man får også et godt indsigt i hvem hans venner var og er... Du kommer til at se billeder og tegninger, der beskriver følelserne bag teksten. Men det, som der gav mig et sug i maven, var, da jeg læste Æresminde liste for alle ofrene til slut og så billederne af 3 hans gode venner, som viser hvor meget kammeraterne betød for ham. Det er den bedste måde, at jeg kan forklare hvordan denne bog er skrevet. Det er svært for mig, at rigtig bedømme hvordan han skriver, når det nu er hans fortælling i hans egne ord. Jeg har set Patrick i dokumentarfilm, men dengang tænkte jeg kun på hvor synd og forfærdeligt det hele var, efter at have læst hans fortælling, forstod jeg ham bedre. Jeg så hvem han var før og hvordan alt det påvirkede ham efterfølgende. Man har hørt en masse og kan have ideer omkring hvad der skete den dag, ligesom mange andre, men hvad betyder det i sidste ende? Hvad jeg mener med det er, at jeg tror i sidste ende kan vi ikke forstå hvorfor dette skulle ske, men at det skete og de overlevende prøver blot at komme igennem dagen og finde deres vej tilbage til lyset. Selv nu 8 år senere er alle meget berørt over denne hændelse, og noget vi stadig snakker om i dag. Efter at have læst Patricks bog, begyndte jeg at få mere empati frem for sympati… For kommer der mon et tidspunkt hvor man siger stop? Lade folk få deres ro til at komme videre? Eller bliver denne historie endnu en 9/11 fortælling? En dag man aldrig glemmer. Tak Patrick for at skrive denne bog.