GLÜCK, LOUISE: VILD IRIS (DIGTE). Forlaget MULTIVERS: ”Vild iris beskæftiger sig med et traditionsrigt lyrisk område: den besjælede natur. Samlingens digte om naturens blomster og træer kravler helt ind i væksternes løg og rødder og fører os gennem deres blomstring, modning og forfald, gennem alle årets tider. Og så kaster digtene et anklagende blik på teknikkens og det moderne livs nedgøring af vores alles ophav. Louise Glück står bag fjorten digtsamlinger samt flere bøger med litterære essays. I 1992 blev hun tildelt Pulitzerprisen for Vild iris, og i 2020 modtog hun Nobelprisen i litteratur.” Da jeg læste hendes digtsamling VINTEROPSKRIFTER FOR FÆLLESSKABET mente jeg ikke, den var en Nobelpris værdig, men at LOUISE GLÜCK har fået den, forstår jeg meget bedre efter VILD IRIS, der regnes for hendes hovedværk. Fortræffelig samling, poetisk og (efter min mening) indsigtsfuld om naturens besjæling, liv, død, efterliv og formodentlig reinkarnation. Den skabende kraft (Gud? eller i hvert fald Ånden i Naturen) taler og tales der til – om tilværelsens fryd og gru- med holdning, men ingen skråsikkerhed. Man kommer til at tænkning og digtning af SPINOZA, GOETHE, OEHLENSCHLÄGER. H. C. ØRSTED, H. C. ANDERSEN og mange nutidige forskeres erkendelser. Det indledende titeldigt er karakteristisk for samlingen: VILD IRIS: ”For enden af min lidelse var der en dør. Lad min tale ud: Det du kalder døden husker jeg. Ovenover, lyde, fyrregrene i bevægelse. Så ingenting: Den svage sol flimrede over den tørre overflade. Det er forfærdeligt at overleve som bevidsthed begravet i den mørke jord. Så var det forbi: det man frygter, fordi man er en sjæl og ude af stand til at tale, slutter brat, den stive jord gav sig lidt. Og hvad jeg antog var fugle pilende i lavt buskads. Du som ikke erindrer overgangen fra den anden verden jeg siger dig jeg kunne tale igen: det der vender tilbage fra glemslen vender tilbage for at finde en stemme.” Andre udtryk for den holistiske tankegang ” … den ene ubrudte linje, der binder os til hinanden.” ” … sjælens natur der er aldrig at dø … ” ” … når I stoltserer blandt os hører jeg to stemmer tale, én jeres ånd, én jeres hænders gerning.” EMINENTE DIGTE.