8:13 – om bøder og proportionalitet i specialstrafferetten

Ideen om det gyldne snit - eller den guddommelige proportion - er brugt overalt i kunst, filosofi og arkitektur gennem århundrede, og Leonardo da Vinci forsøgte med Den vitruvianske mand at påvise, at det endog lå til grund for menneskets proportioner.

Sammenligningen mellem kunstens gyldne snit og strafferettens proportionalitet - som denne bog handler om - skal naturligvis ikke trækkes for langt. Der er bl.a. den væsentlige forskel, at mens det gyldne snit primært vedrører æstetik, vedrører strafferetlig proportionalitet primært etik. Har de to ting overhovedet noget med hinanden at gøre? Det overlades det til læseren at overveje, men bemærk, at f.eks. Platon mente, at der var en meget nær sammenhæng mellem det gode, det sande og det skønne. Alle har vel en idé om, hvad de finder smukt og proportionalt. Det gælder ikke blot i kunsten, men også for så vidt angår spørgsmålet om, hvornår forholdet mellem forbrydelse og straf er proportionalt. Set i det perspektiv er interessen for strafudmåling ikke et forskernørdet specialistanliggende, men et anliggende for enhver.

Men findes der en formel for den ideelle proportionalitet i strafferetten? Vil den ene persons (skønhedsideal og) proportionalitetsopfattelse ikke altid være forskellig fra den andens, og er begge ikke lige gode? Er det overhovedet muligt at enes om ét ideal? Forfatteren beskæftiger sig i denne bog med proportionsforholdet mellem forbrydelse og straf, nærmere bestemt proportionalitet mellem overtrædelser af speciallovgivningen (alle love med strafhjemler uden for straffeloven) og bødestraffens størrelse. Hvordan findes det rette forhold mellem disse to? Hvilke materielle udmålingsregler og hvilke kompetenceregler bør opstilles for at få et straffesystem, hvor strafudmålingen bliver proportionel?