Bog & idéBøger

Interview med forfatter Katrine Engberg

af Tina Jensen

Både 'Det brændende blad' og ’De hvide nætter’ er baseret på din egen families historie - Hvordan har det været for dig at inddrage familiehistorien i bøgerne?

"Det har været både svært og følsomt. Det har også været givende at tage fat i noget personligt - især med den første bog, der var min farmor og farfars fortælling. Krigen var et traume for min familie, noget vi ikke talte om. Det, at beskæftige sig med den og læse gamle breve og notater fra familiehistorien har helt klart været forløsende. Også som forfatter har det været inspirerende at forholde sig til en historisk begivenhed med en personlig vinkel, og jeg gør det igen i 'De hvide nætter'. Her er det et andet nært familiemedlem, som flygtede fra Iran, da han var 16 år gammel. På vores familieferier har han fortalt om flugten; om at ankomme til Danmark - han var bare et stort barn – lande i Sandholmlejren, og om hvordan den proces har været for ham. Fordi han er et menneske, som jeg anser som familie, så er den islamiske revolution i Iran på en skæv måde også blevet en del af min familiehistorie."

Var der en reaktion på udgivelsen af 'Det brændende blad'?

"Ja, det var der. Jeg tillader mig at digter videre på den inspiration, som jeg trækker fra både historien og familiehistorien. Og når man gør det med et følsomt emne, så kommer der reaktioner. Det var jeg forberedt på, men måske ikke i hvilken grad. Det var mange læsere, der følte sig ramt, men heldigvis primært på en god måde. Jeg er blevet kontaktet af mennesker, som kendte min farmor og farfar… Når jeg bliver inspireret af nogens private historie og digter den om og finder på nye historier, som jeg synes er sjove og spændende – jeg begår jo mord og alt muligt, ikke – så kan det godt blive sådan lidt følsomt. ”

Hvorfra kommer inspirationen til hovedkarakteren Liv Jensen?

”Tematikken i serien er flugt og fortrængning. Jeg er optaget af de traumer, vi mennesker bliver påført tidligt i livet, som er for smertefulde til, at vi rigtigt kan forholde os til dem og derfor bare lægger dem på en hylde. Med Liv har jeg søgt tilbage i min egen historie til den alder, hvor jeg fik et knæk… Det er ikke tilfældigt, at jeg har gjort hende til en ung kvinde, det er for at kunne spejle mig i det der med at få en flad af livet og stadig skulle leve videre.

Alle karakterer er en eller anden version af en selv. Det er jo mig der skriver dem, det er mig, der finder på dem. Der er en god del af Liv, som minder meget om unge Katrine. Der er også meget, som jeg ikke vil vedkendes… (grin) men jo, der er helt klart en spejling der. ”

Du har været nomineret til og vundet flere priser: Martha, Årets Forfatter, Krimimessens Publikumspris - hvilken har du været mest stolt af?

”Det er en stor ære at blive nomineret til og vinde en pris, men det fineste er jo at blive læst. Jeg er allermest stolt af de læsertilbagemeldelser, jeg får. Det der med, at min fortælling rammer en læser, og at de så gider at bruge tid på at skrive til mig. Det er det, jeg samler allermest på. Der ligger min største stolthed.”

Du er både danser og instruktør, hvordan mærker man den del af dig i dit forfatterskab?

”Jeg ved ikke, om man mærker det som læser, men jeg mærker det tydeligt, når jeg skriver. Når man laver teater, fortæller man jo også historier, det er bare et andet sprog. Jeg synes ikke, der er så stor forskel på det, jeg lavede før, og det jeg laver i dag. Nu er det ord på siderne og ikke længere mennesker på enen scene. At arbejde med karakterer minder også en del om at arbejde med skuespillere. Selvom det er mig, der finder på, får karaktererne også deres eget liv. Når jeg skriver, kan jeg godt have en idé til, hvordan en scene skal forløbe, men vil karaktererne noget andet, så ender den et andet sted, end jeg havde planlagt.”

Hvad håber, du at læserne får ud af at læse ’De hvide nætter’??

”Jeg håber først og fremmest, at de synes, historien er spændende, og at de gætter med og gætter forkert. Så har jeg gjort mit job godt. Men jeg håber også, at de mærker og tænker over grundtemaet. Det her med, at vi alle sammen flygter i en eller anden grad. Det er svært for os mennesker at forholde os til smerte, så vi prøver at løbe fra det. Men når man bliver ældre, opdager man, at det kan man ikke. Traumet indhenter en på den ene eller anden eller syvende måde. Og det håber jeg, læserne tænker over, hvad betyder for dem. Altså hvad det er, de flygter fra. Hvad de fortrænger. Det kunne være fedt, hvis folk får det lag med. ”

Rækkefølgen på serien om Liv Jensen af Katrine Engberg

I serien følger vi efterforsker og privatdetektiv Liv Jensen, der må rejse tilbage til barndomshjemmet efter nogle ubehagelige omstændigheder, der tvang hende til at sige sit job op hos Aalborg Politi. Hun finder en lejemål på Vesterbro i kælderen hos den pensionerede rammemager Jan Leon og hans voksne datter, Hannah. Liv Jensen drømmer om en stillings ved drabsafdelingen i hovedstaden, men må lige nu tage til takke med arbejdet som privatdetektiv., der bl.a. byder på en endnu uopklaret sag om en kulturjournalist, der blev kvalt tre år tidligere.

I seriens anden og nyeste bog, ”De hvide nætter” (2023), står Liv Jensen over for endnu en mordsag, da teenagepigen Shirin finder sin far dræbt på bestialsk vis. Efterforskningsleder ved Københavns Politi, Petter Bohm, beder Liv Jensen om hjælp til opklaringen og til at finde Shirin og hendes bror, før morderen gør det.

Liv Jensen bøger i rækkefølge:

  1. Det brændende blad (2022)
  2. De hvide nætter (2023)

#1
Katrine Engberg
Liv Jensen-serie

Læs mere

De hvide nætter

249,95 DKK

Et blodigt drab på en lille ø i Horsens Fjord sender privatdetektiv Liv Jensen ind i en virkelighed, hvor nutidens ofre må bøde for fortidens synder. Andet bind i den anmelderroste krimiserie.

Læs mere

Katrine Engberg

Katrine Engberg er født den 29. juni 1975 og debuterede som forfatter med krimien Krokodillevogteren i starten af 2016. Hun betegnes som en af de mest interessante nye krimiforfattere fra Skandinavien. Foto: Les Kaner

Læs mere om Katrine Engberg