48 timer i Massachusetts-havet

Klimaforandringerne er blandt de største udfordringer, menneskeheden står overfor. Alt tyder på at de accelererer, og hver ny fremskrivning tegner et mere dystert billede af klodens sande fremtidige tilstand. Naturligvis er det også en problemstilling, som science fiction-forfattere arbejder med, og i øvrigt har gjort gennem mere end hundrede år. Gennem det seneste halve århundrede er der i stigende grad tale om at science fiction-litteraturen diskuterer menneskets ansvar og mulighederne for at vende udviklingen.

Mange fortællinger om klimakatastrofer og tiden derefter er dystre i udsynet, og er blevet kritiseret for negativitet. Men hvis en historie for alvor skal få læseren til at tænke over sagerne, nytter det ikke noget at lade problemerne løse sig af sig selv eller ved et eller andet mirakel. De bedste klimahistorier går ikke let hen over problemernes alvor.

Til gengæld bliver der i stigende grad skrevet historier, der ganske vist tager klimaproblemerne alvorligt, men også forestiller sig måder at afbøde dem eller genetablere et menneskeligt samfund efter et eventuelt sammenbrud. Her viser science fiction en af sine styrker, nemlig teknologisk opfindsomhed, forbundet med ofte barsk realisme: Ingen siger at det bliver nemt, men der er stadig muligheder, stadigt håb. Strømningen er blevet kaldt hopepunk, og denne antologi rummer både historier af denne slags og af de mere dystre.

Indhold:


Kim Stanley Robinson: Det druknede Venedig
Mitch Sullivan: Kontoret for klimafakta
Sam J. Miller: Kælvet
Jean-Louis Trudel: At miste det vi ikke kan leve uden
Daniel Thron: Barnebarns-paradokset
Lavie Tidhar: Druknet
Sean Williams: De nye venusboere
Catharynne M. Valente: Fremtiden er blå
Nicole Feldringer: Afvigere
Camille Alexa: Drowntown
Carrie Vaughn: Astrofili
Pat Murphy & Paul Doherty: Fjærtfangeren
Kathryn Blume: Verdens ottende vidunder
Ken Liu: Meddelelser fra vuggen: Eneboeren – 48 timer i Massachusetts-havet
Afmagt og håb: Efterord ved Niels Dalgaard
Om forfatterne