Afklaring

Med Gjæring-Afklaring (1902) gjorde Jakob Knudsen et ambitiøst forsøg på at sammenskrive en naturalistisk-realistisk erkendelse af livets sammenhæng med sin kristne overbevisning – en anskuelse af tilværelsen som styret af rent naturlige, ikke-religiøse lovmæssigheder, men dog samtidig båret af guddommelige kræfter. Umiddelbart er det en realistisk, selvbiografisk præget roman, der inddrager faktiske begivenheder fra samtiden og historiske personer som Grundtvig og Georg Brandes. Men under den realistiske overflade udfoldes en højt reflekteret symbolik, der omhandler tilværelsens grundlæggende meningsløshed eller meningsfylde...
Karl lever sig nærmere ind i en sådan moderne og ikke-religiøs livsfølelse, da han rejser til København for at studere. I de naturalistiske kredse, hvor han færdes, deles man om den anskuelse, at livet ikke har nogen anden mening end sig selv. Det omgives ikke af en religiøs horisont, og der skjuler sig ingen mening bag ved eller over livet. Imidlertid viser det sig, at denne anskuelse kan udlægges i forskellige retninger.

I en lav og vulgær form for naturalisme bruges påstanden om livets meningsløshed som en begrundelse for at udfylde den absurde tilværelse med tilfældige og ligegyldige nydelser. Denne muntre nihilisme bryder dog sammen under alvorlige eksistentielle kriser, og bag dens blaserte overflade afsløres et større krav om mening, end dens dyrkere har villet være vedkende sig. En ganske anden konsekvens drages i den høje og forædlede form for naturalisme, der repræsenteres af Rebekka Woltersien, en ung kvinde fra det københavnske bourgeoisi. Hun kommer modsat til den konklusion, at når livet ikke rummer anden mening end sig selv, så bør livet sandelig også forme sig overordentligt meningsfuldt. Når det om Rebekka hedder, at hun er „særdeles irreligiøs“ betyder det derfor ikke, at hun står uden for en religiøs forventning. Blot er denne religiøse forventning hos hende rettet mod den nærværende tilværelse, og hendes livsfølelse er således et eksempel på „vildfarende Idealitet“. Da hun og Karl forelsker sig i hinanden, oplever hun derfor også resterne af hans gudstro som en rival: „Nej, Karl – jeg vil ikke dele – jeg vil være Din – Din Gud, og Du skal være min Gud. Hér skal være Himmerig og ingen andre Steder! —“
(Dansk Litteraturs Historie)