Bedårende

Ida Marie Hedes Bedårende består af fire dele og handler om
familien og det samfund, der omgiver den. Det handler om familiens
fortid og fremtid. Om fødsel, småbørnsidyl og hverdagsliv. Om intimitet,
hengivelser og misforståelser. Om sorg, nostalgi, opbrud og død. Om
overlevelse, forfald og undergang.
I første del møder vi B i familielivet med partneren Q og i symbiosen
med datteren Æ. I anden del finder vi ud af, at de døde er animerede i
Bs hjerne. I tredje del dør en far. I fjerde del er det endelig fredag.
Vi ryger med B og Q ned under stuegulvet og vandrer gennem
underverdenen.
Bedårende er en vandring gennem et døderum, som også er et
kærlighedsrum. Det er umuligt at sige, hvor døden begynder eller
slutter, hvor livet begynder eller slutter. Billederne af døden er
animerede og rumlige. Kærlighedsbillederne romantiske, slidte og
autoerotiske. Det handler egentlig ikke om et endeligt. Bakterier bor
som familier i vores kroppe, akkurat som vi bor i vores familier i en
større omverden, vi ikke kender til fulde, men som vi oplever gennem
billeder og fortællinger. Man kan trænge igennem alle kroppe, og alle
kroppe trænger sig på. Man kan trænge igennem alle familier, og alle
familier trænger sig på. Både barnet, liget og den elskede er bedårende.
Når det gælder dem, vi elsker, har vi ingen fornemmelse for afstande.
Om Ida Marie Hedes trilogi, En, To, Tre (Seancer, 2009, Det kemiske bryllup, 2013, og Inferno, 2014, samlet  udgivelse 2016) skrev Politikens anmelder Mikkel Krause Frantzen:  I
Ida Marie Hedes psykedeliske og vitalistiske forfatterskab er mennesker
ikke andet end “bunker af jord, eksplosioner af gas, fantastiske
landskaber af ribben, råd, tarme og maddiker i royale lilla farver.”
Med (gen) udgivelsen tegner der sig et billede af et utrolig
konsistent og kompromisløst forfatterskab … I stedet for at henholde sig
til plot og psykologisk dybde bevæger hun sig i krydsfeltet mellem
litteratur og kunst, mellem tekst og performance, mellem æstetik og
viden(skab). På engelsk taler man for tiden meget om art writing og
theory-fiction, og det er til en vis grad også, hvad der er tale om her.
Med Bedårende både fortsætter og bryder Ida Marie Hede sin
undersøgelse af, hvad litteratur er og kan. Farens død giver
fortællingen en anden alvor, ikke kun den del, hvor døden indtræffer –
dødens skygge er over alt. Og fortællingen bliver mere netop fortælling,
end hvad vi før har set.