Besættelsestiden som kollektiv erindring

I Besættelsestiden som kollektiv erindring analyserer Claus Bryld og Anette Warring dannelsen af den kollektive erindring om besættelsestiden.

Fra besættelsens slutning blev skabt en grundfortælling om de fem onde år, som byggede på et politisk kompromis mellem modstandsbevægelsen og 'de gamle politikere'. I løbet af nogle år gik det i glemmebogen, at denne fortælling var resultatet af politisk-historiske forhold, og erindringen antog i højere grad karakter af myte. Modstanden i skikkelse af modstandsbevægelsen blev til det alt dominerende i fortællingen om besættelsestiden, og samarbejdspolitikken og andre fænomener, der havde præget størstedelen af tiden 1940-45, gled ud.


Gennem dokumentationer og analyser af den politiske iscenesættelse ved jubilæer, af ritualerne i mindehøjtideligheder og fremstillingen af besættelsestiden i videnskab, faglitteratur mm. viser forfatterne, hvordan besættelsen blev konstrueret som fortælling og brugt i samfundets omgang med den nationale fortid. Det betød ikke, at der ikke opstod konflikter om forståelsen og brugen af besættelsestiden, bl.a. mellem historikere og modstandsfolk. Disse konflikter bliver også gennemgået med 'laserstrålen' i 1995 som højdepunktet.


Forfatterne konkluderer, at der i Danmark i dag reelt hersker en spænding mellem det national-patriotiske indhold i besættelsesmindet og ønsket om en videre international horisont.