CARL

Carl Holst var hårdt ramt. I mange måneder var han en fast del af alle danske mediers politiske dækning. Den ene kritiske anklage mod den nye forsvarsminister og tidligere formand for Region Syddanmark afløste den anden. Efter 93 dage måtte han gå af som minister og kort efter tage orlov fra Folketinget. Det var i efteråret 2015. Carl Holst blev efterforsket af politiet, undersøgt af Statsforvaltningen, kulegravet af medierne, og en advokatundersøgelse var sat til at vende hver en sten. Først næsten to år senere blev han renset - frifundet for alle anklager.

CARL er Carl Holsts egen beretning om, hvad der skete, da han blev kastet ud i sit livs nedtur, mistede en del af troen på retssamfundet, det politiske system og ikke mindst den frie presse. CARL er også en detaljerig fortælling om et kammeratskab siden ungdommen med Lars Løkke Rasmussen og om den krise, Venstre havnede i, da partifæller i foråret 2014 forsøgte at begå et "kongemord" - en krise, der fem år efter stadig præger Venstre. CARL er historien om højskolebarnet fra Rødding, der altid gik med bare tæer, fulgte i sin fars fodspor, blev lærer, politiker og endte som glad grundtvigianer og "konge af Sønderjylland" efter et biluheld, der nær havde kostet ham livet.

Citater fra CARL
"Jeg er både bekymret og bange og befinder mig vel i noget, der bedst kan betegnes som en slags 'undtagelsestilstand'. For første gang i mit liv føler jeg, at jeg har tabt kontrollen med mit liv og har svært ved at se lyset".

"Jeg forsøgte uden held at ringe til Lars Løkke et par gange, men han ringede ikke tilbage. Og jeg tror ikke, at det var et udtryk for, at han ikke havde mit telefonnummer. Der har i hvert fald været andre tidspunkter i vores indbyrdes relation, hvor han ikke har haft problemer med at huske det".

"Jeg kunne med det samme se, at der var tale om alvorlige anklager, men også, at rapporten var fuld af fejl og falske påstande (...) Ting, som jeg slet ikke kunne genkende, og andet, der bare var helt hen i vejret".

"Vi kan i Venstre ikke skyde skylden på medierne, for det, der blev sagt og skrevet om motiver og bevæggrunde, var vand ved siden af, hvad vi sagde til hinanden på tomandshånd (...) På den måde er vi i Venstre blevet en dysfunktionel familie, som lever på traumerne af det svigt, der ligger i utroskab"