Dagbog fra Kabul

Dagbog fra Kabul vil gerne være modig, rørende og vigtig. I stedet fremstår den som en overfladisk og selvhøjtidelig tekst, der forveksler store ord med litterær kvalitet.

Bogen reducerer en ekstremt kompleks virkelighed til en banal “god vs. ond”-fortælling uden skyggen af nuancer. De religiøse magthavere beskrives som rene tegneserieskurke, mens pigerne fremstilles som næsten fejlfri symboler på håb og mod. Der er ingen psykologisk dybde, ingen tvivl, ingen indre kamp – kun floskler og forudsigelige pointer.

Det mest problematiske er dog, at fortællingen foregiver at give indblik i afghanske kvinders liv, men gør det gennem en stemme, der føles påtaget og utroværdig. I stedet for indsigt får man en overforenklet og dramatisk fremstilling, der virker mere som et projekt med en dagsorden end som en ærlig fortælling.

Sproget er tungt af patos og gentagelser. Følelser bliver forklaret i stedet for vist, og budskabet om frihed og retfærdighed bliver hamret så hårdt fast, at det mister enhver subtilitet. Det hele føles konstrueret og moraliserende – som om læseren ikke selv må tænke.

At bogen har vundet en skrivekonkurrence gør det næsten mere forbløffende, for teksten fremstår ufærdig, unuanceret og litterært svag. Et vigtigt emne fortjener langt mere respekt og dybde, end denne bog formår at levere.

Kort sagt: Stor ambition, minimal litterær kvalitet. En bog, der råber højt – men siger meget lidt.