De tre tudsegamle urmødre fra Dörunin

Dette er fortællingen om de tre tudsegamle urmødre, der slår sig ned det nye sted, Dörunin, som fødes og opstår efter vores verdens ragnarok.

De tre urmødre, som repræsenterer fortiden, nutiden og fremtiden, forsøger at holde rede på alle de skæbner, som er bosat i Dörunin. Stedet er opdelt i den ordnede by og den kaotiske natur.

I takt med at fortællingens mange forviklinger åbenbares, stilles urmødrene imidlertid til ansvar for og involveres i en kamp, der udkæmpes mellem godt og ondt, orden og kaos.

De tre tudsegamle urmødre har en mangeårig opbygget forståelse af, at Dörunins beståen kun kan bygge på hævn, hvis godt skal holdes adskilt fra ondt.

Denne opfattelse lærer de at revidere efter utallige samråd og samarbejde med Elderberry, som er den, der har det afgørende ord i Dörunin.

Det håb og den udvikling, urmødrene gennemgår, handler om, at de indser, løsningen hedder samarbejde i stedet for hævn.



Uddrag af bogen

Mange dage havde afløst mange nætter. Sådan gik tiden stille og velbehageligt i Dörunin. De tre tudsegamle urmødre havde knap bemærket hvor mange dage, der var gået, siden de slog sig ned under Asks skyggefulde grene og svalende grønne løv. Ingen af dagene gjorde forsøg på at skille sig nævneværdigt ud fra den forrige. Så intet brød denne stabile forudsigelige fastlagte rutine i Dörunin.

Men en herlig morgen, hvor natten havde været lige så lang, som den kommende dag skulle blive, skete der noget, der næsten slog benene væk under Vis’nada, Blom’randi og Vona.

Begivenheden trak dønninger med sig langt ind i fremtiden.

Denne dag havde gjort sig så eftertrykkeligt umage for at skille sig ud fra de andre dage.



Om forfatteren

Mette Xenia Kiefer (f. 1949) er uddannet jordemoder og udøvende inden for musik og billedkunst.

På opfordring har hun skrevet nogle af sine fortalte historier ned som børnebøger, hvori hun forsøger at sige noget vigtigt om fundamentale menneskelige og sociale relationer. Teksterne må gerne give anledning til både uenighed og debat, og at man får lyst til at snakke om det læste.