Den Jødiske Paulus

Paulusforskningen har gennem de sidste 40 år gennemgået en række omslag: fra den ‘traditionelle’ Paulus, der brød ud af jøde­dommen, over den ‘nye’ Paulus, der ønskede at reformere jødedommen, til den ‘radikale’ Paulus, der forblev loyal mod den jødiske lov. Formuleret på en anden måde: Paulus er gennem de sidste årtier gået fra at være kristen, til at være jøde-kristen og nu til at være fuldblodsjøde.
Centralt i denne nyorientering har været en ny beskrivelse af den jødedom, som Paulus var indlejret i. Det har med andre ord været den jødiske kontekst, der har ændret form, hvorfor Paulus – fortolket i lyset af denne kontekst – har skiftet karakter. Spørgsmålet, der midlertidigt må overvejes, er så, hvilken jødedom Paulus skal fortolkes ud fra? Jødedommen på Paulus’ tid var nemlig et mangefacetteret fænomen – fra essæere, saddukæere og farisæere i Palæstina til diasporaen i Antiokia, Rom og Alexandria.
Omslaget fra ‘den kristne Paulus’ til ‘den jødiske Paulus’ rejser en række spørgsmål af mere hermeneutisk og metodisk karakter: Hvordan er denne bevægelse kommet i stand? Hvilke impulser i forskningen, ja, måske i selve samfundet, har gjort, at vi nu tænker radikalt anderledes om ham, som tidligere blev kaldt kristendommens grundlægger og kirkens første (og største) teolog? På hvilken måde har vores forståelse af den jødedom, som Paulus både var omringet af og indlejret i, betydning for vores nutidige bestemmelse og fortolkning af Paulus, enten som jøde eller kristen?
Den tese, som bogen forsøger at forfølge, er, prægnant formuleret, at konteksten altid determinerer tekstens mening. Siger man ’den jødiske Paulus’, som det efterhånden er comme il faut i forskningen, må man efterfølgende spørge om, hvad dette jødiske da betyder: Hvad konstituerer selve ‘dét jødiske’, og hvordan konstrueres dette ‘jødiske’ i forskningen? På denne måde er bogen på én gang et studie i Paulus og samtidig et studie om Paulus.