Den kløgtige adelsmand Don Quijote af La Mancha

Læsere verden over har gennem tiden moret sig over Don Quijotes idealistiske og dog narreagtige påfund, som både kan tolkes som komik og samfundskritik.

Den lavadelige Don Quijote forstår sig ikke på sin samtid, men er tværtimod opslugt af ridderromanernes ædle univers. Derfor drager han ud i verden på sin gamle krikke Rosinante og slår følgeskab med sin tro væbner og modsætning, Sancho Panza.

I deres søgen efter ridderlige udfordringer bevæbner de sig bl.a. med kosteskaft og kæmper mod vindmøller, som for Don Quijote tager sig ud som onde kæmper.



Miguel de Cervantes’ Don Quijote så i 1605 dagens lys og kom som verdens første roman ridende på sin hest. Den blev med det samme en europæisk succes og er oversat til talrige sprog. Don Quijote anses som en af verdenslitteraturens udødelige klassikere, og romanen har haft en enorm litteraturhistorisk betydning.



Bogen er udkommet som en del af Rosinantes klassikerserie i Iben Hasselbalchs prisbelønnede oversættelse.

 

Pressen skriver:

»Når der findes en så fuldkommen roman i litteraturhistorien, må næsten alt, hvad der kommer bagefter, virke som efterslæt ... Don Quijote er et opgør med prætentiøse og humorforladte lortebøger til enhver tid! Blikket for dårskaben er djævelsk, men overbærenheden er af himmelske dimensioner, og det er jo sådan, det skal være. Visse værker ejer denne misundelsesværdige totalitet, de har det hele med: Det realistiske, det metafysiske, den skærende tragedie, himmelsprættet, platheden, det jordbundne, snusfornuften, galskaben, idealismen ... «

– Klaus Rifbjerg, Information