Den kongelige gæst

En ung, københavnsk Læge og hans Hustru har, for hurtig at kunne skabe sig et Hjem og en rolig, betrygget Tilværelse, slaaet sig ned paa den jydske Hede. De finder sig hurtigt tilrette i de snævre Forhold, og det er dem nærmest ukært, naar der melder sig Besøgende fra Hovedstaden, hvis Luft de tidligere troede var den eneste, de kunde aande og leve i. Hjemmet, hvori tre Smaabørn springer omkring, bliver dem et jordisk Eden, og de er fuldkommen tilfredse med den hyggelige Ensformighed, der gør Dagene, Ugerne, Aarene korte.

Men saa viser Slangen sig i deres Paradis.

En Aften i Fastelavnstiden banker det paa Husets Dør og en ældre, fed Herre træder ind; han præsenterer sig ikke, men beder frækt, om han maa være Familiens navnløse Gæst, og da Lægen modvilligt gaar ind paa det og siger, at noget maa de da kalde ham, foreslaar den Fremmede, at de skal kalde ham Prins Karneval.

Om sine Slægtsforhold oplyser han, at Uglspil var hans Bedstefader, Hans Kvast hans Fader, Harlekin hans Fætter, og Slaraffenland hans Hjemstavn; af Livsstilling er han Rejsende i de renommerede stegte Duer, der af sig selv flyver ind i Munden paa enhver, som bare vil gabe tilstrækkelig højt.

Den kongelige Gæst gør, trods al sin Fastelavnsskvalder ikke noget forrykt Indtryk, og da han er elskværdig og baade har Lune og selskabeligt Talent, lykkes det ham i Aftenens Løb at sætte det rolige Hus paa den anden Ende. Han faar sin Vært og Værtinde til at klæde sig i Festdragt, tænde Lysekronen, byde paa en flot Anretning osv; men midt under Festligheden overfaldes Lægen af en hæslig Mistanke til sin Hustru. Han mener at have set et forelsket Glimt i det Blik, hvormed hun betragter den halvkomiske Figur, Prins Karneval, og det er ikke langt fra, at han viser sin Gæst Døren. Hun har i Tankerne været sin Mand utro, og det gør hende i hans Øjne til en foragtelig Skabning. Det Idealbillede, han havde dannet sig af sin Kone, er sønderflænget, og han er kommen til den Erkendelse, at der paa Bunden af selv den uskyldigste Kvindes Hjerte ligger en Giftøgle i Dvale.

Det kommer, siger Forfatteren, kun an paa Tilfældet, om Giftøglen skal faa Lov at blunde eller vækkes til Live og bringe Fordærv.

(Haagen Falkenfleth)