Den moderne fattigdom

Det forekommer at være sket først langsomt, så pludseligt. Først hen over det 20. århundrede og så i løbet af de sidste 30 års tid. Hvis mennesker ikke er hvad de har været, så er subjektet det pludseligt langt mindre. Der er sket noget indgribende, ja, foruroligende på det sted, der skal bære den sociale kontrakt, med alle dens menneskelige tilliggender, altså subjektets sted.



Stedet kan gå hen og blive et intetsteds, et hjemsted for kaos og skibskatastrofer, hvis ikke der her danner sig solide indvendigheder, strukturer med et rodnet, der rækker dybere end det "jeg" og de "følelser", fyldt med bedrag, som tiden er så gennemtrængt af henvisninger til.



Man kan frygte, at stedet bliver så fremmedt, at det som et sidste, symptomatisk dige vil falde, blive gennemskyllet af massen og den sociale anden og derpå overmandet af en navnløs, hvid angst.



I 6 artikler, søges en håndfuld gennemgående træk i en anomisk, måske endda muteret samtid, kritisk diagnosticeret med lacanianske begreber og psykoanalytisk erfaring i den ene hånd og en vis portion oprør i den anden: en modernitet hvori subjekt og massesubjekt, medieindustrielle virkeligheder og affekt, måske har ramt en kvalitativt ny gearing, som den højst reale, om end lidet synlige, men i al fald grundlæggende magtstruktur nu kan regne med. Regne med, ja, for ingen magt kan vide sig så sikker, som den der véd, at den er trængt helt ind i de inderste kamre af den underkastede, sub-jektet.