Det' bare en pille

Signe Mølgaard har endnu engang skrevet en bog, der borer ned i et betændt samfundssår, før vi andre sådan for alvor har opdaget, at det findes. Vanen tro gør hun det i et intenst og lettilgængeligt sprog, der tager læseren med på en rejse ind i et andet menneskes liv, så man får følelsen af at opleve problematikken på egen krop. Med Jens Neumann Knudsen som prisme får vi indblik i en moderne ungdomskultur med let adgang til smertestillende piller, der slet ikke burde være på markedet, og de følgevirkninger hans misbrug har. Det er vedkommende læsning og giver som forælder til to unge mennesker på samme alder stoffer til eftertanke. For jeg læser bogen med to ansigter. Det ene som den nysgerrige læser, der gerne vil have mere. Det andet som den skræmte forælder, der helst vil lægge bogen fra sig i et naivt håb om, at problemet så forsvinder. Det gør det selvfølgelig ikke, og netop derfor er bogen vigtig. Problematikken skriger på politisk handling, før den vokser sig større, og der går social koldbrand opioid-såret. Bogen giver dermed anledning til debat i både private og offentlige rum, og den fortjener at blive læst. Frem for alt skal Jens Neumann Knudsen have stor tak for at lade os opleve hans indre ungdomsunivers, mens det stadig er intakt. Det kræver mod at stille sig frem på den måde. Hans unge alder og manglende livserfaring skinner naturligvis igennem undervejs, men det bliver opvejet af emnets alvor og Signe Mølgaards formidable evne til at lade os se verden med Jens’ øjne. På mange måder føles bogen faktisk som at få adgang til et litterært socialmedia-feed, man bare har lyst til at blive ved med at scrolle i. Den er tiden værd og et godt eksempel på solid, dokumentarisk journalistik anno 2025.