Epitafiets vidne

En vinternat overraskes Svend Juel af et snevejr, som tvinger ham til at overnatte i en meget særpræget landsbykirke. Indskriften nederst på et gravmæle griber Svend. Beretningen om de to personer, der knæler i bøn, hvem de var og deres krav om at blive husket gør et voldsomt indtryk på den natlige gæst.



Med tilbageblik i Svends eget liv fremstår nu en fortælling om konflikten mellem pligt og tilbøjelighed, mellem ansvar og lyst. Som det sker langs kærlighedens veje og vildveje. En historie om stræben og drømme. Om stærke viljer, men også besindelse, når handlingen breder sig ud i tid og rum, og livet kræver, at man samler det op på nye betingelser.

Vokset op i en præstegård som såkaldt efternøler tyr den følsomme dreng Svend til historien. En interesse, der er blevet styrket af hans far og siden under lang tid på kostskole af en af lærerne, der ender med at blive Svends ven og fortrolige.



I Svends mange forsøg på at forstå modgangen i sit liv råder samme lærer ham til sidst til at se, om han kan finde svar i historien. Ud fra den betragtning, at de grundiæggende problemer, konflikter i menneskelivet til alle tider har været de samme og her specielt med adresse til sidste halvdel af det 16. århundrede, samme tid som epitafiet i den meget specielle landsbykirke.