Erkendelse og bekendelse

I sytten korte afsnit forsøger Mogens Müller at frugtbargøre Paulus’ tænkning om troen som det enkelte menneskes nye relation til Gud, til erstatning for den gamle relation til loven og Det Gamle Testamente. For med denne nye relation, som Paulus forkynder, falder alle de forskelle bort, som man ellers sætter mellem køn, social status og race. Ingen kan tro på andres vegne, og Kristus-troen styrker det indre menneske, så kærligheden og barmhjertigheden viser sig i den enkeltes ydre liv. Paulus kalder det at ”kende hans opstandelses kraft”.
Mogens Müller argumenterer i Erkendelse og bekendelse for, at vi må gøre alvor af den erkendelse, at vi i dag ikke kan tolke Det Gamle Testamente som udtryk for kristendom. Denne første del af Bibelen er udtryk for den antikke jødedom og dermed for en anden religion end kristendommen. Fastholder vi alligevel Det Gamle Testamente på linje med Det Nye Testamente, bliver resultatet et tvetydigt gudsbillede.
Så et af de spørgsmål, bogen stiller, er, hvorfor vi efter to årtusinder med kirke og kristendom stadig fastholder en liturgi, hvor vi beder Gud om at forbarme sig over os. Når nu Gud i Kristus allerede har forbarmet sig over os, som det siges i bekendelsen. Guds barmhjertighed er ikke noget, vi skal bede om, men noget vi i skal takke for. Først med denne indsigt bliver Paulus’ radikalitet tydelig.