EVIG VINTER

En evig vinter har sænket sig over skovene, og Ivalu og hendes flok lider i kulden, mens de forsøger at finde føde i det golde landskab. De er ved at miste troen på, at foråret vil komme, og de skal tage stilling til, om de vil risikere at dø af sult i de skove, de holder så meget af, eller om de skal forlade dem i håbet om at finde et sted, der vil behandle dem mildere.

Sne og frost har også begravet fiskene under en tyk dyne af is ved søerne, hvor Anfred bor med sin flok. Fiskene kan ikke flygte, men de andre dyr er draget mod nord, og flokken overvejer at tage afsked med den verden, de kender. De to folk beslutter uafhængigt af hinanden, at en vandring mod nord er deres bedste chance for overlevelse – ganske uvidende om, at deres prøvelser først lige er begyndt.



Uddrag af bogen

Det må være midt på dagen, men det er svært at vide, for solen er kun fremme i korte glimt, og der er så mørkt mellem træerne, at hun bruger sin hukommelse mere end sine øjne, når hun skal finde de sikre stier på bakkerne. Ivalus fødder bliver hurtigere, da hun føler sig overbevist om, at hun bevæger sig i den rigtige retning, og hun springer over en væltet stamme og hopper fra side til side under de krogede træer. De mange forhøjninger langs stien ligner bunker af sne, men hun ved, at det er sten i alle størrelser og udformninger, og deres grå overflader var dækket af mos, før sneen faldt. Nu er stenene hvide som resten af skovbunden, og Ivalu undgår at træde på dem, for de er glatte og utilregnelige med deres skjulte sprækker og skarpe kanter.



Om forfatteren

Louise Roholte (f. 1982) kommer fra Præstø. I 2001 blev hun student, og senere tog hun en bachelor i engelsk og kommunikation, men hun fandt først sin hylde, da hun begyndte at skrive i sommeren 2008. Det har hun levet af lige siden, og hun skriver bøger, fiktion til de danske ugeblade og en masse andet.