IC4

Akkompagneret af sprængende champagnepropper annoncerede DSB’s chef i december 2000 købet af 83 IC4-tog. Han tilføjede, at valget var faldet på »sikker, velkendt og afprøvet teknologi«. I skærende kontrast hertil udtalte den italienske producents udviklingschef, at toget var så avanceret, at det »ikke kørte andre steder«.

DSB’s karakteristik af toget skulle vise sig aldeles grundløs. Og som bekendt kom toget heller ikke til at køre i Danmark. Man må gætte på, at det er den eneste gang, IC4 er blevet fejret. Problemerne begyndte i selvsamme øjeblik, det første tog skulle leveres; ja, i virkeligheden naturligvis længe inden. Blot lykkedes det længe DSB’s ledelse at holde den truende katastrofe hemmelig.

Da ’gode’ historier ikke længere slog til, begyndte en mere end femten år lang jeremiade af farlige og pinagtige optrin. Toget nåede aldrig en driftssikkerhed, der gjorde det bare nogenlunde anvendeligt. Kort sagt var de fem milliarder kroner, DSB havde betalt for togene, smidt ud ad vinduet.

Var årsagen til, at det gik så galt, inkompetence eller politiske rævekager? Er håbet om placering af ansvar eller en forløsende afslutning på affæren veget for komfortabel glemsel?

Som den hidtil eneste analytiske gennemgang af IC4-skandalen argumenteres der i bogen for, at vi – dvs. DSB og de politisk ansvarlige – i stedet for i ubemærkethed at feje skandalen ind under vort kollektive væg til væg tæppe – bør lære af den.

René Flamsholt Christensen er pensioneret læge fra Københavns Universitet og har en M.Sc. i sundhedsøkonomi fra London School of Economics.