Ingen anemoner er så blå

Ingen anemoner er så blå som dem i den lollandske skovbund, for på Lolland stortrives både blå anemoner, sukkerroer, havørne og poeter. Karen Zubari opdagede Lolland i 2007 og beskrev i Digte fra en blondekant sydhavsøens lyksaligheder og dens fandenivoldske befolkning.

Ingen anemoner er så blå er et udpluk af, hvad hun i øvrigt har skrevet. Ganske vist har de fleste af teksterne en melodi allerede, men nye komponister er velkomne til også at lade sig inspirere.

Der er tekster om lidt af hvert: Lolland og Danmark, ballader, kærlighed, sang og eftertanke. I det åbne landskab, under den høje himmel, har fantasien frit spil. Rim og versefødder bringer poesien inden for rækkevidde. Tit har folk sagt, når Karen Zubari har læst op ude omkring, at de ellers ikke plejer at være til digte, men dem her, dem kunne de da forstå. Større ros kan ingen digter vist få.



Uddrag af bogen
Ta’r Sankt Peter mod en skilling?
Skal man mon ha’ medlemskort?
Kan man sikre sig en stilling
uden at slide alt for hårdt?
Kan man tjene sig lidt bonus?
Kan man få returbillet?
Tror du mon, der er et kursus,
og mon sproget det er let?
Ta’r de Dankort der i Himlen?
Er der råd til ekstra kræs?
Eller bli’r man væk i vrimlen
og i dagligdagens ræs?


Om forfatteren
Karen Zubari (f. 1953) stammer fra Bagsværd, men flyttede i 2007 til Lolland. Hun er tekstforfatter til viser og sange, debuterede som lyriker i 2015 med Digte fra en blondekant og bidrog senere samme år til StORDstrømmen Antologi 2015 med ”Er det dig i morgen?” og andre erindrings­glimt i prosa.