Jeg har ikke flere patroner

I alt fire år tilbringer Mathias i Sibiriens fortvivlede ingenmandsland, hvor magtesløsheden råder, kammeraterne dør som fluer, og ligene hober sig op i stakkevis uden for fangebarakkernes vinduer.
Mathias Høeg overlever kun, fordi han er lidt af en praktisk troldmand. Som snedker er han ferm med sine hænder, kan stort set reparere alt og dermed tjene lidt til at købe det mest fornødne. På forunderlig vis lykkes det ham endda at fremstille et kamera, som han tager flere billeder med under sit fangenskab. Tilsvarende har han, trods de nådesløse odds, alligevel overskud til at aflægge vidnesbyrd om oplevelserne i form af talrige noter, der efterhånden tager form som en dagbog.

Mathias Høeg udgav selv sine erindringer i relativ ubemærkethed under 2. Verdenskrig. Det er den historie, Helle Retbøll Carl har fundet frem og her præsenterer i nænsom bearbejdelse. Hun har bl.a. tilføjet flere af Mathias Høegs noter om tiden op til tilfangetagelsen og fortæller på baggrund af interviews med familiemedlemmer, hvad der fulgte efter de opslidende år i fangenskab.

De sønderjyske skæbner i russisk krigsfangenskab er et stærkt overset, men meget væsentligt kapitel i danskernes historie. Sammen med fotografierne er Mathias Høegs dagbog en enestående dokumentation af deres vilkår og et uafrysteligt vidnesbyrd om den ukendte soldat og krigsfange, hvis liv regeringerne under 1. Verdenskrig uden tøven ofrede i millionvis i en meningsløs krig.