Kitty

Kitty "følger et mønster, der er karakteristisk for Claussens forfatterskab i de første tiår og for halvfemsernes dekadente tematik generelt. Således er helten... splittet mellem to kvindetyper: den erotisk fristende og forførende, der indvier den utålmodige helt i den kødelige, nydelsessyge kærlighed, og den svalt distancerede og uudgrundelige, der stimulerer hans fantasi. Den første, nedværdigede, tilfredsstiller helten sin lyst med, men han lukker hende aldrig for alvor ind i sin formende livsverden. Den sidste, ophøjede, erobrer han gradvist i kraft af sine nyvundne erotiske erfaringer – for dog straks at bryde forbindelsen, så tilegnelsen bliver en anden og dybere, bundet til erindringen om forelskelsens og forventningens forjættende syner. Heltens indre synes at rumme langt rigere og sødere billeder, når den udkårne forvandles til hans sjæls veninde, end når hun er konkret til stede i tiden som et menneske, der kræver hele hans opmærksomhed. "

(Dabsk Litteraturs Historie"

I slutningen af "Kitty" møder hovedpersonen sin ungdomselskede Kittys veninde og spørger hende ud. Veninden svarer:

"Hvis da Kitty havde været saaledes, at De kunde forstaa hende, havde De vel ikke mere brudt Dem om hende.... Jeg synes, at De maatte være taknemlig, fordi De fandt en Kvinde, som passede til Dem, en, som vilde dyrkes, som strittede imod og bestandig maatte vindes.... De var saa forelskede begge to. Men De maa jo huske paa Provinsbyen, hun levede i, og alt det, hun selv tog Hensyn til."