Kosmos

Om bogen
To unge  mænd, Witold og Fuks, forlader storbyen for at hellige sig studier i den polske Zakopane-provins. De indlogerer sig på et privat pensionat, men finder udenfor pensionatets have et mærkværdigt syn i form af en hængt spurv. Mysteriet om hvem der har hængt spurven tager form af en detektivgåde de to unge mænd forsøger at løse. Familien bag pensionatet bliver dybt involveret i opklaringen af mysteriet, der imidlertid tager en absurd drejning.  

Gombrowicz’ udgangspunkt i detektivgenren udvikler sig i løbet af Kosmos til at blive en eksistentiel fabel om mening og fortolkning af virkeligheden, mens det oprindelige mysterium om spurven fortaber sig i tåger.  

Kosmos er med Gombrowicz’ egne ord: "ikke en almindelig roman, der fortæller en historie, lad os sige en tragisk kærlighedshistorie. Det centrale tema i romanen er selve tilblivelsen af dens historie, med andre ord tilblivelsen af en virkelighed ... I romanen ser vi, hvordan en given virkelighed stræber efter at blive til ud fra vores associationer, dovent, kejtet ... i en jungle af misforståelser og forfejlede fortolkninger. Og i hvert øjeblik fortaber den uhåndterlige konstruktion sig i kaos."

Om forfatteren
Witold Gombrowicz (1904-1969) debuterede i Polen i 1930’erne, og sammen med Bruno Schulz og Stanislaw Ignacy Witkiewicz betragtes han som en af de radikale fornyere af den polske højmodernisme. Eksperimenterne med litteraturens former og genrer, den kreative bearbejdning af de moderne kunstneriske og intellektuelle strømninger: psykoanalyse, eksistentialisme, surrealisme og avantgarde, gjorde de tre ”musketerer” (Gombrowicz’ spøgefulde betegnelse for gruppen) berømte også uden for Polens grænser. Gombrowicz selv var kosmopolit, fra 1939 levede han i eksil i Argentina og senere, i 1960’erne, i Frankrig. Hans romaner blev oversat til mange sprog, og hans skuespil opføres den dag i dag på et stort antal europæiske scener. Kosmos blev hans sidste værk, og lige inden sin død erkendte Gombrowicz selv i et interview, at bogen kan læses som en ”sum” af hele hans forfatterskab:

"For mig er Kosmos sort, først og fremmest sort, en slags oppisket strøm fuld af hvirvler, forhindringer, oversvømmelser, sort vand, hvor tusindvis af affaldsstumper driver forbi, og mennesket står og stirrer på det – stirrer på det og er fanget af det – og forsøger at afkode, forstå, forbinde det til en eller anden helhed… Sorthed, frygt og nat. En nat gennemtrængt af lidenskabelighed, inficeret med kærlighed. Ikke til at vide… Jeg tror, at frygten i Kosmos vil blive afkodet, men ikke lige med det samme."