Landevejen

”… og med en rørelse, der nærmer sig det fromme, lytter jeg til hendes sangstemmes rene, milde, dybe klang, som om den når os fra fjerne tider. Plagede som vi er af forvirringen i denne svundne epoke, tager vi stemmen til os som en helligdom.”
– Thomas Mann

”Et purt og ædelt poetisk talent: Alt er fyldt med mystik.”
– Herman Hesse

”At læse Deres bog er en sådan mangfoldighed af glæder for, at jeg kun gradvist vil kunne rumme den.”
– Rainer Maria Rilke (i et brev til Regina Ullmann)

”Regina Ullmann besidder en sjælden ægthed og et strejf af genialitet."
– Robert Musil

Et sted i Landevejen (1921) skriver Regina Ullmann: ”sommetider er hele verden som malet på porcelæn, helt ned til de farlige revner”. Det samme kan siges om  bogens fortællinger: De besidder en delikat skønhed, men rummer også en ildevarslende understrøm og en fornemmelse for livets skrøbelighed og – som hos Ullmanns tættest beslægtede forfatterkollegaer, Robert Walser og Adalbert Stifter – dets lidenhed.

Fortællingerne foregår i afsidesliggende schweiziske landdistrikter og småbyer, hvor tiden har stået stille i århundreder. Det afsidesliggende går igen i såvel fortællingernes steder som i deres stof. Ullmann fortæller om det upåagtede, beskedne og tilbagestående, om småkårsfolk – en gammel, indskrænket svinehyrde, en blind kromutter, en pukkelrygget violinbygger, en landpost, vaskekoner og tjenestepiger – men først og fremmest om de allermindste: børnene, dyrene.

Hun fortæller med et bevidst naivt på blik på verden, der er skiftevis betryggende og skræmmende. I nogle af fortællingerne fylder døden og en særegen afklaret melankoli. En bondekarl forelsker sig i en smuk, men døvstum og udviklingshæmmet ung pige og går til grunde i ”Om et gammelt værtshusskilt” (som Rilke kaldte for ”et af de største mesterværker inden for tysk fortællekunst overhovedet”). I ”Susanna” dør fortællerens barndomsveninde, før livet overhovedet er begyndt. I andre gennemgår karaktererne svære kvaler, men rammes af og til af barmhjertighed og en stor nåde.

Regina Ullmanns forfatterskab var højt agtet af samtidens store forfattere: Thomas Mann, Robert Musil, Hermann Hesse og Rainer Maria Rilke beundrede hende alle. Alligevel forblev hun ukendt og måtte leve på en sten. Liv og værk spejler hinanden: et lille, upåagtet liv; små, upåagtede fortællinger. Alligevel rummes hele tilværelsens storhed i de elleve fortællinger i Landevejen.

Regina Ullmann (1884-1961), schweizisk digter, dramatiker og forfatter. Ullmann var sproghæmmet som barn og kom først i skole med flere års forsinkelse. Da hun flyttede med sin mor til München i 1902, begyndte hun at digte og omgås digtere. Et tidligt værk vakte Rilkes begejstring, og de to indledte en mangeårig korrespondance. Trods støtte fra Rilke og andre mæcener måtte Ullmann, der led under svære depressioner og førte et omtumlet liv, undertiden tjene til dagen og vejen som gartner og biavler. Fornemmelsen for naturen og menneskers omgang med den går igen i hendes fortællinger, der insisterer på samhørigheden mellem levende væsener, store som små, og synes at nære et håb om frelse på vegne af dem alle.