Landevejen

Regina Ullmann kan karakteriseres som en såkaldt forfatternes forfatter: Hendes værker blev rost af samtidens største: Thomas Mann, Robert Musil, Hermann Hesse og Rainer Maria Rilke. Alligevel forblev hun stort set ukendt og måtte ofte leve på en sten.

På dette punkt synes liv og værk at spejle hinanden, for fortællingerne i Landevejen (ty. 1921) retter med stor indlevelsesevne blikket mod tilværelsens mindste ting, mod det upåagtede, beskedne og tilbagestående, mod småkårsfolk – såsom en gammel indskrænket svinehyrde, en blind kromutter, en pukkelrygget violinbygger, en landpost, vaskekoner og tjenestepiger – men først og fremmest mod de allermindste: børnene, dyrene. Fortællingerne foregår i afsidesliggende schweiziske landdistrikter, hvor tiden synes at have stået stille i århundreder, og underholdningen består af et omrejsende cirkus, en luftballon, mens en gryende modernitet anes i glimt, for eksempel i form af en cykel.

En afklaret melankoli fylder meget i Landevejen. I ”Om et gammelt værtshusskilt” (som Rilke kaldte som ”et af de største mesterværker inden for tysk fortællekunst overhovedet”) forelsker en bondekarl sig i en smuk, men døvstum og udviklingshæmmet ung pige og går til grunde. I ”Susanna” dør fortællerens barndomsveninde. I ”Musen” plages fortælleren af skyldfølelse over den musefælde, der snart gør en ende på et lille museliv.

Men i andre fortællinger viser nåden sig: I ”Pigen” skinner den på en hjælpeløs kvinde i ulykkelige omstændigheder; og i ”Om jordbærrene” sones et uskyldsrent jordbærtyveri.

Et sted i Landevejen skriver Regina Ullmann: ”sommetider er hele verden som malet på porcelæn, helt ned til de farlige revner”. Det samme kan man sige om fortællingerne i Landevejen: De besidder en delikat skønhed, men rummer også en ildevarslende understrøm og en særlig fornemmelse for livets skrøbelighed og – som hos Ullmanns tættest beslægtede forfatterkollegaer, Robert Walser og Adalbert Stifter – dets lidenhed.

Regina Ullmann (1884-1961), schweizisk digter, dramatiker og forfatter. Ullmann var sproghæmmet som barn og kom først i skole med flere års forsinkelse. Da hun flyttede med sin mor til München i1902, begyndte hun at digte og omgås digtere. Et tidligt værk vakte Rilkes begejstring, og de to indledte en mangeårig korrespondance. Trods støtte fra Rilke og andre mæcener måtte Ullmann, der led under svære depressioner og førte et omtumlet liv, undertiden tjene til dagen og vejen som gartner og biavler. Fornemmelsen for naturen og menneskers omgang med den går igen i hendes fortællinger, der insisterer på samhørigheden mellem levende væsener, store som små, og synes at nære et håb om frelse på vegne af dem alle.