Logbog fra Nordatlanten

Tæt is og meterhøje bølger er noget, der følger med, når man vover sit ud på det kolde og forblæste Nordatlanten. Lars Toft Rasmussen tager læseren med på et til tider dramatisk togt i sin lille kutter til Danmarks gamle besiddelser oppe nordpå: Grønland, Island, Færøerne, Orkney og Shetland.

Et smuldrende dansk imperium, hvor befolkningen i forskellig grad er præget af flere hundrede års dansk kolonistyre, på godt og ondt.
Og hvor Trumps insisteren på, at USA skal overtage Grønland, har sat en hel ny dagsorden.Vi kan more os over – eller måske endda blive småfornærmede – når udlændinge mangler elementær viden om vort land. Når amerikanere tror, at Danmark er hovedstaden i Stockholm og ikke kan finde ud af at spise vores mad (marineret sild på franskbrød, f.eks.). For dem, der vover sig til Danmarks gamle besiddelser i Nordatlanten, kan det være over­rask­ende at opdage, at her er rollerne byttet om. Her er det os, der står som repræsentanter for de store og uvidende. Her er vi ikke et kært og ufarligt lilleputland, men den gamle kolonimagt og dømmes derfor efter en lidt strengere målestok end andre lande. Der er en forventning om en vis dansk solidaritet med de gamle besiddelser, men den opfyldes ikke altid. Danmark kom lidt sidelæns ind i rollen som koloniherre. Langt tilbage i tiden, i 1380, indgik Norge og Danmark en personalunion, en slags ægteskab. Norge havde i forvejen fem børn, som kom med ind i den nye familie: Grønland, Island, Færøerne, Orkney og Shetland. Forholdet endte i 1814 med skilsmisse. Her forblev forældreretten over børnene hos Danmark, selv om de oprindeligt var norske. Siden er Island fløjet fra reden, mens Færøerne og Grønland endnu bor hjemme. De to sidste børn, Orkney og Shetland, kom i pleje hos en anden familie, da de var små, og er nu næsten glemt af deres ophav. Læs mere om paradokser i forholdet mellem Danmark og de nordiske lande.