Manden der søgte sin skygge

Nu er David Lagercrantz på banen med femte bog i Millennium-serien om Lisbeth Salander, som plages af fortidsminder. De første tre bøger er skrevet af Steig Larsson, men fjerde og nu femte bog er skrevet af David Lagercrantz, efter Larssons død i 2004.
Lisbeth Salander afsoner en kortere straf i kvindefængslet Flodberga. Hun gør alt for at holde sig fri af konflikterne mellem fangerne, men det varer ikke længe, før Benito, fangernes uformelle leder, udfordrer hende, især da Lisbeth forsvarer en ung kvinde fra Bangladesh, som dagligt bliver mishandlet i sin celle. Lisbeth får besøg i fængslet af Holger Palmgren, som har fået fat i dokumenter, der kaster nyt lys over myndighedernes overgreb på hende som barn. Hun beder Mikael Blomkvist om hjælp til nogle undersøgelser, og sporene leder dem til Leo Mannheimer, partner i Alfred Ögrens kapitalfond. Hvordan hænger en velbeslået finansmands baggrund sammen med Lisbeths? Og hvordan skal Lisbeth håndtere de stadig voldsommere trusler fra Benito og hendes bande?
MANDEN DER SØGTE SIN SKYGGE, femte bog i Millennium-serien, er en spændende historie om statslige overgreb, æresrelaterede konflikter og de skygger fra barndommen, der stadig plager Lisbeth Salander.

Læs om David Lagercrantz overvejelser angående Lisbeth Salanders tatovering herunder.

I efteråret 2015 fik jeg en afgørende indsigt. Jeg havde netop udgivet den fjerde bog i Millennium-serien og rejste jorden rundt og sad i endeløse interviews og lå om natten og vred og vendte mig i hotelsenge, og en gang imellem vendte det spørgsmål tilbage, som jeg længe havde sloges med:

Hvorfor har Lisbeth Salander en drage på ryggen?

Tatoveringen er, som I ved, hendes fremmeste kendetegn. Hun bar den allerede i begyndelsen af Stieg Larssons første bog. Den sidder der som en selvfølgelig del af hendes person. Men vi får ikke at vide hvorfor. Vi bare aner, at dragen er en del af hendes kraft. Alligevel var jeg begyndt at undre mig mere og mere over den. Jeg lærte, at en tatovering i den klasse – en kunstfærdig skikkelse som strækker sig fra lænden til skulderbladene – næppe er billig, og da romanserien indledes er Lisbeth en ung kvinde uden penge, som står under formynderskab.

Hun må have slidt hårdt for at få råd til den. Hun må have været uhørt motiveret, og den kvinde, det ved vi, gør ingenting uden at have gode grunde til det. Jeg blev mere og mere overbevist om, at der måtte ligge et stort drama til grund for, at hun var gået til tatovør - noget som ville kunne uddybe mytologien omkring hende. Derfor lå jeg i mine søvnløse nætter og spekulerede over det spørgsmål.

Jeg læste om drager. Jeg spurgte folk om deres forhold til dem. Min engelske forlægger, Christopher MacLehose, foreslog, at jeg besøgte Storkyrkan i min hjemby Stockholm. Der er der en storslået statue fra 1400-tallet, hvor St. Georg dræber en drage med et sværd. Christopher mente, at monumentet kunne give et andet perspektiv på den gamle fortælling – især hvis jeg betragtede det med Lisbeth Salanders øjne.

Jeg havde selvfølgelig tidligere været i Storkyrkan – det er et af Stockholms klassiske turistmål – og en kold vinterdag efter min lange turne, gik jeg ind og stod forundret foran statuen. I starten så jeg kun det, jeg altid har set, St. Georg på hesten som angriber udyret. Men så gik det op for mig: I stedet for at betragte den som en ridders heltedåd, kunne man lige så godt betragte den som et frygteligt overgreb på en drage, især fordi dragen ligger på ryggen med et spyd i kroppen og skriger sin gru ud. Men det var ikke den vigtigste indsigt den dag.

Ved siden af dragen står en kvinde i bronze og betragter uberørt nedslagtningen, og det varede forbavsende længe, inden jeg forstod, at hun skulle forestille den jomfru, som St. Georg redder i dramaet. For mig syntes hun blot som en ligegyldig tilskuer, og i det øjeblik, som et jag i brystet, indså jeg præcis, hvad der var hændt Lisbeth Salander, og hvad der havde fået hende til at tatovere dragen på ryggen.

Jeg forstod i et nu noget nyt og afgørende om det mørke, som har gjort hende til den moderne tids mest ikoniske heltinde, og det er det, jeg skriver om i ”Manden der søgte sin skygge”.