Menneskeløget Kzradock, den vårfriske Methusalem

En vaskeægte kultroman; glemt i dansk litteraturhistorie, men med et lille, men dedikeret publikum i ind- og især udland. Romanen er lige dele bizar gotik, detektivroman og -parodi, metafiktion og avantgardelitteratur, glemt og forbløffende moderne og fyldt med mere eller mindre gakkede teorier om telepati, hypnose, personlighedsspaltning og mennesket som løgvækst.

Romanen begynder på en parisisk galeanstalt, hvor psykiateren dr. Renard de Montpensier udfører hypnotiske seancer med menneskeløget Kzradock. Herfra udvikler begivenhederne sig i et manisk tempo med mord, en puma, et hallucinerende biografpublikum og revolte på galeanstalten. Fra Paris bevæger romanen sig til Brighton, hvor de Montpensier må konfronteres med den mystiske lady Florence og deres fælles spøgelsesbarn, en døvstum hund, et personlighedsspaltet skelet, en skalperet detektiv og en mand, der måske er Kzradock, som styres af en manipulerende bændelorm, før han lærer menneskeløgets lektie.

Menneskeløget Kzradock er en udknaldet roman, der konstant afmonterer sig selv og stiller spørgsmålstegn ved sandheden. Bogen fik ingen stor modtagelse i Danmark, men den tyske oversættelse fra 1912 vakte begejstring hos de tysk-jødiske filosoffer Walter Benjamin og Gershom Scholem, der så romanen som grundlag for en tvivlens metafysik. Romanen er genudgivet på tysk i 1987 og udgivet på engelsk i 2010 og 2017, men er aldrig før genudgivet på dansk.

“i Dag ulæselig” –Cai M. Woel, Dansk Litteraturhistorie 1900-1950

”Bogen unddrager sig ethvert normalt æstetisk Synspunkt. […] Hvad Forfatterens Hensigt har været med at skrive den, er helt uforstaaeligt. […] Denne Bog er mildest talt et besynderligt og højst bizart Indfald.” –Julius Clausen, Berlingske Tidende 1910

”En lille novelle […] vil ryste ham helt ind til rødderne af hans stamtræ. Den hedder Die Menschenzwiebel Kzradock oder der frühlingsfrische Methusalem.” –Walter Benjamin

”Denne bog er meget stor og taler et mægtigt sprog […]. [E]n detektivroman uden pointe, hvis begyndelse og ende ligger i menneskets uudsigeligt dæmoniske […]. Denne bogs […] kunstneriske enhed ryster moralen, for dens enhed er avlet af det dæmoniskes love.”  –Gershom Scholem