Mennesket på lerfødder

”Jeg ligger i min vatterede seng og grubler over livet: Om jeg nu tog livet af mig selv i nat? - Ja, om jeg nu gjorde alvor af det, som jeg nu – lige siden jeg var syv år – har sat mig for? - Da slap jeg kanske fri for at udrette alle disse mekaniske ting, som jeg hader, og som livet er så overbebyrdet med? … Men jeg ejer ikke noget instrument, der kan udslette livet. Min sjæl er for længst død – men det får være. Det besynderlige er: at jeg lever – skønt jeg er død: Dette er den blodige ironi!””Mennesket på lerfødder” er en selvbiografisk roman, der tager os helt ind i sindet på en af det tyvende århundredes mest specielle forfattere. Hulda Lütkens bog beskriver kampen for at finde sig til rette med sit eget køn i en verden, hvor det er overordentligt svært at være kvinde. Det er en af de første danske bøger, der for alvor beskæftiger sig med, hvordan det er at føle sig som en mand fanget i en kvindes krop. Det er en dybdepsykologisk rejse i sindet og et opgør med religiøse og kulturelle forestillinger om kønnene.Bogen udkom første gang i 1943.Hulda Lütken (1896-1946) var en dansk digter og forfatterinde, der skrev en lang række digte og romaner blandt andet inden for genren realisme. Hendes bøger kredser hovedsageligt om de ulige vilkår, kvinder måtte leve deres liv under i første halvdel af det tyvende århundrede. Hendes realistiske og følelsesfulde beskrivelser af de kampe, der udspilledes imellem kønnene, vakte hos nogle af samtidens læsere afsky, og samtidigt blev hun rosende omtalt i tiden for sit mod. Hulda Lütken hentede blandt andet inspiration til sine bøger gennem erfaringerne fra sit eget forliste ægteskab i det mere konservative Nordjylland.