Mussolini og Hitler

”Fremragende.” Ian Kershaw

Traditionelt har forskningen i Anden Verdenskrig primært beskæftiget sig med forholdet mellem Hitler og Stalin og Østfronten. Alliancen mellem Mussolini og Hitler er imidlertid afgørende for at forstå Hitlers vej til magten.

I 1920’erne var Hitler voldsomt fascineret af Mussolini. I 1930’erne tog den fascistiske alliance form, og de to diktatorer skiftedes til at besøge hinanden. Deres forhold baserede sig på møder under fire øjne, lovprisende tilkendegivelser og nøje koreograferede optrædener. Drømmen om en Ny Orden som et alternativ til de europæiske stormagter var virkelig. I de kommende år skulle det proklamerede venskab vise sig fatalt for verdensfreden.
I sommeren 1943 besatte nazisterne Italien, og Mussolini blev helt og holdent afhængig af Hitlers nåde. Hitler havde til gengæld mistet en allieret, der havde bidraget til at legitimere hans nazistiske ambitioner. Krigen var kommet til et vendepunkt.

MUSSOLINI OG HITLER klargør med afsæt i ny forskning, hvordan Mussolini langtfra var den politiske amatør, eftertiden har gjort ham til. Nok var det fascistiske Italien mindre ideologisk funderet end Nazityskland, men Mussolini var Hitlers læremester udi selviscenesættelse og folkeforførelse.