Natsangersken

Ulla Ryums Natsangersken er på den ene side en dybt excentrisk kvindelig romankarakter med et vildt følelsesregister, et tumultarisk indre, et falleret og ophøjet liv; og samtidig en strøm af et menneske, en cyklisk struktur, der gennemflyder romanen Natsangersken fra 1963, og måske gør denne bog til et billede, som Ulla Ryum selv har kaldt den, eller måske snarere til en undersøisk filmmontage med skrattende højtalere og kraftige mikrofoner, hvor lyden indimellem går ud, så alt flyder og er uigenkendeligt, for så at begynde igen som tolvtonemusik, Elvis-numre eller fuglekvidder.   
Natsangersken er en falleret kunstner, eller det vil sige, hun har en drift efter at skabe, men hun dovner, går tilbage i seng, er apatisk, hun kan ikke drive det til mere. Hendes stolthed og levebrød er skulpturerne: Natsangersken lavede kitschede duer eller pigehovedet til gravsteder, tilfældige bekendte fra værtshuset sidder model, venskaber med andre begynder med, at hun ser et potentiale i deres ydre former. Andre mennesker, før hun kender dem har tillid til dem, er objekter, så det er lettere at distancere sig og opretholde indre kontrol.   
Hun er alene, Natsangersken, skrøbelig og fuld af barnesår og kærlighedssår, men ikke uden relationer til andre, både kulørte og kiksede og ømme og hadske. 
Ulla Ryums tidlige forfatterskab, der ud over Natsangersken bl.a. er udgjort af bøgerne Spejl fra 1961, Latterfuglen fra 1965 og Jakkelnatten fra 1967, var opsigtvækkende på sin tid. Ryum blev beskrevet som både en ’sibylle’, en surrealist og en mystiker, man opfattede hendes bog som vildt, kryptisk og fremmedartet.